Ifølge de seneste undersøgelser fra ISTAT taler omkring halvdelen af alle italienere stadig et regionalt sprog – ofte kaldet en “dialekt”. Det skal dog bemærkes, at den udelukkende brug af regionale sprog er faldet markant siden de første tilgængelige målinger i begyndelsen af 1970’erne. I dag bruges dialekterne primært i samtaler inden for familien eller blandt venner.
Det sproglige landskab i Italien har altid været både rigt og komplekst. I lang tid fandtes der ikke ét fælles sprog, og folk kommunikerede derfor på deres lokale dialekt. Desværre er disse dialekter af forskellige grunde ofte blevet opfattet som et levn fra fortiden – en del af en kultur, der langsomt er ved at forsvinde.
I dag vokser imidlertid bevidstheden om, hvor vigtigt det er at bevare denne sproglige arv. Gennem de seneste årtier er der derfor blevet sat gang i en række initiativer – lokalt, regionalt og nationalt – for at fremme studiet og bevarelsen af de regionale sprog.
I denne artikel ser vi nærmere på, hvorfor dialekterne både tidligere og i dag spiller en så central rolle for forståelsen af den italienske kultur.
Kortet over italienske dialekter
I århundrederne før Italiens samling talte befolkningen på den italienske halvø deres lokale folkesprog. Disse sprog – ofte kaldet dialekter – har udviklet sig direkte fra vulgærlatin gennem århundrederne. De er derfor ikke blot varianter af standarditaliensk, men i sproglig henseende egentlige søstersprog til italiensk. Dialekterne kan adskille sig markant fra italiensk, både i grammatik, sætningsstruktur og ordforråd, og klassificeres derfor som selvstændige sprog.
Det sprog, vi i dag kender som italiensk, opstod i Toscana og blev i begyndelsen af 1300-tallet formaliseret gennem Dante Alighieris værker, skrevet på florentinsk. Denne toskanske variant blev siden grundlaget for det, der mange århundreder senere skulle blive Italiens officielle sprog – især da det nye kongerige Italien opstod, og der opstod et behov for et fælles sprog, der kunne lette kommunikationen mellem de mange forskellige regioner.
Men hvad er de italienske dialekter?
Overordnet kan man opdele de italienske dialekter (og de sprog, der tales af sproglige minoriteter) i tre hovedgrupper:
- Dialekter og sprog i Norditalien – f.eks. patois, provencalsk, piemontesisk, ligurisk, lombardisk, emiliansk, romagnolsk, venetiansk, walser-tysk, ladinsk, friuliansk og slovensk.
- Dialekter i det centrale og sydlige Italien – herunder toskansk; meridionali (Marche, Umbrien, Lazio, Romanesco, Aquilano); mellem-sydlige (Ascolano, Abruzzese, Molisano, Campano, Lucano, Foggiano, Barese, Tarantino, nordcalabresisk); samt ekstremt sydlige (Salentino, Cosentino, Catanzarese, Reggino, siciliansk) – foruden de etnisk-sproglige minoritetssprog arbëresh (albansk) og grecanico (græsk).
- Dialekter og sprog på Sardinien – herunder Sassarese/Gallurese, Logudorese-Campidanese og catalansk.
Dialekternes betydning i Italien
I dag bruges dialekterne hovedsageligt i uformelle sammenhænge. Deres udtryksfulde karakter og rige, farverige ordforråd er uden tvivl to af de vigtigste grunde til, at de stadig lever i bedste velgående og fortsat spiller en betydningsfuld rolle i den italienske hverdag.
Desværre blev brugen af dialekter i mange årtier stigmatiseret – især på grund af den fejlagtige opfattelse, at de var forbundet med lav social status. Historisk blev dialekterne nemlig knyttet til landbefolkningen og til de vilkår af fattigdom, økonomisk usikkerhed og begrænset uddannelse, som prægede tiden efter Anden Verdenskrig. Kort sagt blev dialekt betragtet som “noget for de uvidende” – et levn fra en fortid, man ønskede at lægge bag sig.
Alligevel har dette syn ikke formået at udrydde dialekterne. De har fortsat spillet en vigtig rolle i italienernes hverdag, og mange har (heldigvis!) holdt fast i at bruge dem i forskellige sociale sammenhænge.
Ifølge lingvister og forskere i italiensk kultur bør dialekterne derfor ikke ses som et gammeldags og tilbagestående kulturelt fænomen, der hører fortiden til, men snarere som et levende og væsentligt udtryk for den italienske kultur og identitet.
Mad, dialekter og identitet
Et af de mest karakteristiske og elskede aspekter af italiensk kultur er uden tvivl maden. Det italienske køkken er verdenskendt for sin enorme mangfoldighed og kan beskrives som et farverigt “kludetæppe” af lokale og regionale traditioner.
Fra Valle d'Aosta til Sardinien, fra Calabrien til Friuli Venezia Giulia er den italienske kulinariske tradition præget af tusindvis af dialektale udtryk og talemåder, som udtrykker rigdommen i den sproglige og kulturelle arv i hver enkelt italiensk region.
For hvordan kan man tale om den italienske mad- og vinkultur uden at bruge de dialektale og regionale ord og udtryk, som netop giver denne tradition sin særlige karakter og autenticitet?
Dialekter i litteraturen
Gennem hele den italienske litteraturhistorie har mange forfattere skrevet på deres lokale italienske folkesprog.
Da toskansk i løbet af renæssancen blev det dominerende litterære sprog ved hoffet og blandt intellektuelle over hele Italien, begyndte de lokale folkesprog gradvist at miste deres kulturelle og litterære prestige. De blev efterhånden betragtet som “dialekter” – altså som sproglige varianter uden samme status som det toskanske.
Ikke desto mindre fortsatte folkesprogene med at eksistere og blive brugt både i hverdagen og i litteraturen. Den dialektale litteratur overlevede, men mistede efterhånden sin tidligere position og blev ofte opfattet som “mindre” eller sekundær litteratur.
Hvilke forfattere fortsatte med at bruge dialekt gennem århundrederne?
Næsten alle de store navne i italiensk litteratur! Dante, Bembo, Goldoni, Pasolini – og mange flere – har på forskellig vis brugt en eller flere dialekter i deres værker gennem tiden.
Dialekterne blev anvendt af disse forfattere netop på grund af deres særlige udtrykskraft og rige ordforråd. De lokale sprog giver en tekst større liv og autenticitet, fordi de gør det muligt at veksle mellem forskellige sproglige registre og skabe karakterer, der fremstår mere levende, realistiske og troværdige.
Italiensk film og brugen af dialekter
Et kursus i italiensk kultur kan næsten ikke undgå at berøre filmens rolle i udviklingen af italienernes sproglige bevidsthed. Den italienske filmverden har dog altid haft et komplekst forhold til dialekterne. I begyndelsen blev de brugt flittigt, men under det fascistiske regime blev brugen af standarditaliensk påtvunget som led i bestræbelserne på at skabe en fælles national identitet.
Som følge heraf blev dialekterne i film gradvist reduceret til karikaturer, og de regionale sprog og identiteter blev ofte fremstillet i stereotype former. Denne tendens kom til at præge en stor del af den italienske komedietradition, hvor de regionale dialekter blev et centralt – og ofte humoristisk – element i fortællingen.
En bemærkelsesværdig undtagelse fra denne tendens var den neorealistiske filmperiode efter Anden Verdenskrig, med instruktører som Vittorio De Sica og Roberto Rossellini i spidsen. I deres mesterværker fik dialekterne igen en central rolle – som et autentisk redskab til at skildre almindelige menneskers liv. Her blev folket portrætteret realistisk og med værdighed, langt fra de karikerede fremstillinger, der tidligere havde domineret biograflærredet.
Fremtidens udfordring: at bevare den regionale sproglige arv
De dybtgående forandringer, som Italien har oplevet i de seneste årtier – præget af kulturel globalisering og hurtige generationsskift – udgør en reel trussel mod bevarelsen af landets rige regionale sprogarv.
Heldigvis findes der i dag mange lokale og regionale initiativer, som arbejder aktivt for at beskytte og fremme de italienske dialekter. Takket være deres indsats får de lokale sprog gradvist større kulturel og institutionel anerkendelse – og mulighed for at overleve i et moderne samfund.
Dette vigtige arbejde med at bevare og revitalisere dialekterne har først og fremmest til formål at styrke bevidstheden om Italiens sproglige mangfoldighed. Den regionale sprogarv bør i stigende grad beskyttes og værdsættes – ikke mindst af de nye generationer, der skal føre den videre.
Kunne du lide denne artikel? Skriv en anmeldelse!
Loading...
