Når vi taler om det italienske sprog og de italienske dialekter, er det vigtigt at huske, at det, vi almindeligvis kalder “italiensk”, i virkeligheden er et standardiseret og “virtuelt” sprog, som sjældent svarer til det sprog, de fleste italienere faktisk taler i hverdagen.
Italienerne taler nemlig et utal af regionale varianter af standarditaliensk, som er opstået gennem mødet mellem det italiensk, man lærer i skolen, og de mange lokale dialekter, der findes over hele landet.
I denne artikel ser vi nærmere på de vigtigste dialekter i Italien, deres særlige kendetegn, og hvilke forskelle der findes både mellem dem – og i forhold til standarditaliensk.
Oprindelsen til det italienske sprog og dialekterne på den italienske halvø
Man kan næppe sige, at man virkelig kender en italiensk dialekt, hvis man ikke først har fulgt et kursus i italiensk – online eller fysisk!
I middelalderen blev latin brugt som fælles skriftsprog i hele Europa, selvom størstedelen af befolkningen var analfabeter. I hver region og hvert område talte man et utal af lokale dialekter og sprog, som varierede betydeligt fra sted til sted.
Hvilken rolle spiller latin i det italienske sproglandskab? (Kilde: Unsplash)
På den italienske halvø – ligesom i det meste af Europa – talte de fleste mennesker et lokalt folkesprog, et såkaldt vernacolo. Disse folkesprog, eller dialekter som vi kalder dem i dag, udviklede sig fra vulgærlatin gennem århundrederne, uden at være påvirket af formelle undervisningssystemer eller akademiske standarder.
Disse vernacler er derfor ikke dialekter af standarditaliensk – tværtimod opstod standarditaliensk selv som én af disse lokale sprogvarianter. De kan derfor betragtes som “søstersprog” til italiensk snarere end som dets dialekter. Forståeligheden mellem de italienske dialekter og standarditaliensk varierer meget, ligesom det også gør i forhold til de øvrige romanske sprog.
Dialekterne kan adskille sig markant fra italiensk – både i udtale (fonologi), bøjning (morfologi), sætningsopbygning (syntaks), ordforråd (leksikon) og brug (pragmatik) – og bliver derfor ofte klassificeret som selvstændige sprog ud fra et sprogligt synspunkt.
Det er værd kort at nævne det italienske sprogs oprindelse: Italiensk opstod og udviklede sig gradvist gennem en lang proces, der begyndte efter det Vestromerske Riges fald i det 5. århundrede e.Kr.
Det, vi i dag kalder italiensk, udviklede sig i Centraltoscana og blev for første gang formaliseret i begyndelsen af det 14. århundrede gennem værkerne af Dante Alighieri, som skrev på sit eget florentinske modersmål – det sprog, der senere blev grundlaget for Italiens officielle sprog.
I Italien har hver by altid haft sin egen særprægede dialekt, og det er netop derfor, landet i dag har et så komplekst og mangfoldigt sprogligt landskab.
Da det toskansk-baserede italiensk blev taget i brug som standardsprog over hele halvøen, blev der naturligvis indarbejdet utallige træk fra de lokale folkesprog. Dette fænomen gav anledning til de mange regionale varianter af standarditaliensk, som stadig tales i dag.
Italienske dialekter
I Italien tales der et utal af dialekter, med varianter baseret på blandt andet toskansk, venetiansk, siciliansk, pugliesisk, napolitansk, emiliansk-romagnolsk, ligurisk og lombardisk.
Hver enkelt dialekt har desuden mange undervarianter, som dog generelt bevarer et højt niveau af gensidig forståelighed.
Hver dialekt har sine egne syntaktiske og grammatiske regler, der bestemmer, hvordan ord skal udtales og anvendes i sætninger.
Dialekterne har et eget ordforråd og en måde at bruge ord på, som ikke nødvendigvis findes i andre dialekter eller i standarditaliensk. Disse forskelle kommer tydeligt til udtryk i de forskellige dialektlitteraturer i Italien.
En vigtig forskel mellem dialekterne og standarditaliensk ligger i grammatikken. Selvom de fleste dialekter deler nogle syntaktiske og strukturelle træk – for eksempel brugen af maskuline og feminine artikler foran substantiver – kan der være subtile forskelle fra dialekt til dialekt.
For eksempel kan nogle dialekter vælge at bruge en verbtid, der ikke typisk anvendes i standarditaliensk, eller udelade visse endelser og suffikser på substantiver.
Hvor mange dialekter findes der i Italien?
Det er svært at fastslå et præcist antal dialekter i Italien, fordi der ikke findes en entydig definition af, hvad der præcist menes med ordet dialekt.
Ifølge det encyklopædiske ordbog Treccani lyder definitionen således:
"Et sprogsystem inden for et geografisk eller kulturelt område, som for det meste er begrænset, og som ikke har opnået eller har mistet selvstændighed og prestige i forhold til andre systemer, som det genetisk danner en gruppe med."
Generelt kan vi identificere tre hovedgrupper af dialekter (samt sprog talt af sproglige minoriteter):
- Dialekter og sprog talt i det nordlige Italien
- Dialekter talt i de centrale og sydlige områder af Italien
- Dialekter og sprog talt på Sardinien
Kort over italienske dialekter
Lad os nu tage et kig på, hvordan dialekterne fordeler sig i de tre geografiske hovedområder nævnt ovenfor.
I de følgende tabeller har vi også inkluderet de sprog, som tales af sproglige minoriteter i Italien, for at fremhæve den utrolige sproglige rigdom og kompleksitet på den italienske halvø. Desværre har ikke alle disse sprog officiel beskyttelse fra staten.
Norditalien
| Sprogfamilie | Dialekter og sprog |
|---|---|
| Franco-provensalsk | patois |
| Occitansk | provencalsk |
| Gallo-italiensk | piemontesisk, ligurisk, lombardisk, emiliansk, romagnolsk |
| Venetiansk | venetiansk |
| Tysk-germansk | walser, tysk |
| Ladinsk | ladinsk, friulansk |
| Slavisk | slovensk |
Central- og Syditalien
| Sprogfamilie | Dialekter og sprog |
|---|---|
| Italo-romansk | toskansk |
| Sydlige | marchigiansk, umbrisk, laziale, romanesco, aquilano |
| Mellem-sydlige | ascolano, abruzzese, molisano, campano, lucano, foggiano, barese, tarantino, nordcalabrese |
| Ekstrem-sydlige | salentino, cosentino, catanzarese, reggino, siciliansk |
| Albansk | arbëresh |
| Græsk | grecanico |
Sardinien
| Sprogfamilie | Dialekter og sprog |
|---|---|
| Sardisk | sassarese/gallurese, logudorese-campidanese |
| Ibero-romansk | catalansk |
De mest kendte dialekter i Italien
Italien er kendt for sit sproglige mangfold, hvor hver region har sin egen dialekt med unikke udtryk, lyde og kulturelle særpræg. Nogle dialekter har endda fået national opmærksomhed gennem musik og litteratur. Her præsenteres nogle af de mest kendte og karakteristiske dialekter i Italien.
Lombardisk dialekt
Lombardisk er ofte den første dialekt, man møder på et italiensk kursus. Den tilhører den gallo-italienske gruppe af de vestromanske sprog og tales i Lombardiet, det østlige Piemonte, den italienske del af Schweiz samt i dele af det vestlige Trentino.
Den lombardiske dialekt er kendetegnet ved en bred sproglig lagdeling med påvirkninger fra ligurisk, keltisk, latin og langobardisk. Den er tæt forbundet med andre gallo-italiske sprog, som emiliansk og piemontesisk.
Generelt opdeles lombardisk i to store undergrupper:
- Vestre lombardisk (f.eks. milanesisk, comaskisk)
- Østre lombardisk (f.eks. bergamask, bresciano)
UNESCO har klassificeret lombardisk som et sprog i fare for udryddelse.
Kendetegn ved lombardisk
Nogle særlige og interessante træk ved lombardisk inkluderer:
- Negationen placeres efter verbet eller hjælpeverbet, i modsætning til italiensk.
- Brug af negative kvantifikatorer, som ikke findes på standarditaliensk: ho vist nessun (“jeg har ikke set nogen”).
- Tilstedeværelsen af negativ imperativ, som ikke findes i standarditaliensk.
- Passato remoto er faldet ud af brug.
Venetiansk dialekt
Venetiansk er et romansk sprog, der tales i det nordøstlige Italien (Veneto, Trentino – bassa Valsugana og Primiero, Friuli-Venezia Giulia) af cirka to millioner mennesker.
Der findes også venetiansktalende fællesskaber i Argentina, Brasilien og Mexico.
Vi har litterære beviser på et proto-venetiansk folkesprog fra det 13. århundrede. Dette vigtige sprog, især i den venetianske udgave, har gennem århundreder haft stor udbredelse takket være Den Venetianske Republiks intense maritime handelsaktivitet. Søfartens jargon bestod i århundreder af et stort antal venetianske ord.
Venetiansk har utallige varianter, nogle af dem meget forskellige fra hinanden både med hensyn til morfologi og fonologi.
Kendetegn ved venetiansk
- Det klitiske personlige pronomen placeres foran verbet i 2. person ental og 3. person ental og flertal (f.eks. Mario el vien = “Mario kommer”).
- I spørgesætninger sker der ofte en inversion mellem verbet og det klitiske pronomen.
- Venetiansk har ofte semantisk udvidelse af verber og substantiver, som kan afvige betydeligt fra italiensk.
- Sproget har sætningsverber (verbi sintagmatici), dvs. verber efterfulgt af adverbier, der ændrer betydningen: sbrigarse fora (“at give sig i kast med noget” / “at få fart på”).
Toscanisk dialekt
Toscanisk består af en række dialekter inden for den romanske sprogfamilie, som tales i områderne, der i dag udgør Toscana (med undtagelse af den toscanske del af Romagna, Lunigiana og Carrara) af omkring tre millioner mennesker.
Historisk set blev den toscanske dialekt i alle sine varianter betragtet som en “folkelig” version af italiensk. Toscanisk er faktisk den primære kilde til det, vi i dag kalder standarditaliensk, selvom der naturligvis findes forskelle.
Fiorentinsk variant og standarditaliensk
Den fiorentinske variant udgør nemlig grundlaget for det moderne standarditaliensk.
Værker af Dante, Petrarca, Boccaccio og Machiavelli har bidraget til prestigen af de toscanske dialekter, som gennem århundreder blev lingua franca blandt intellektuelle og forfattere i hele Italien.
Kendetegn ved toscansk
Selvom fiorentinsk lagde grunden til standarditaliensk, har toscansk mange særlige træk, som ikke findes i nationalsproget:
- “Gorgia”-fænomentet: konsonanter ændres fra lukkelyde til frikativlyd, f.eks. casa udtales “hasa”.
- Syntaktisk dobbelttoning
- Intervokalisk svækkelse af affrikater, f.eks. cena udtales “scena”.
- Brug af bestemt artikel foran egennavne
- Tredelt system for demonstrative adjektiver: questo, codesto, quello.
Napolitansk dialekt
Napolitansk er et romansk sprog, som kan spores tilbage til de tidlige middelalderårhundreder i det sydlige Italien.
Sproget stammer fra udviklingen af en gruppe sydlige dialekter, kendt i middelalderen som volgare pugliese, en samling af høj-sydlige dialekter, der tales i:
- Campania
- Basilicata
- Molise
- Puglia (undtagen Salento)
- Nordlige dele af Calabria
- Sydlige Marche
- Den sydlige del af Lazio
Napolitansk har en lang og rig tradition inden for litteratur, poesi og musik og regnes uden tvivl som en af Italiens vigtigste dialekter.
Kendetegn ved napolitansk
- Vokaler, der ikke bærer tryk, og vokaler i slutningen af ord udtales ofte ikke klart, men som en udifferentieret lyd, kendt på lingvistisk som schwa (/ə/).
- Napolitansk har et meget rigt og lagdelt ordforråd, med lån fra flere sprog såsom fransk, spansk, arabisk, græsk og engelsk.
Siciliansk dialekt
Siciliansk tilhører den italiensk-romanske sprogfamilie og tales på Sicilien. Den er en af de vigtigste dialekter blandt de ekstreme sydlige italienske dialekter.
Ifølge UNESCO betragtes siciliansk som et selvstændigt sprog, adskilt fra italiensk, med egne karakteristiske træk, der ikke kan assimilieres til standarditaliensk. Dialekten tales af omkring fem millioner mennesker.
Kendetegn ved siciliansk
- Tilstedeværelsen af den retrofleks konsonant ḍ, f.eks. beḍḍu (“smuk”).
- Bestemte artikler lu, la, li ændres nogle gange til u, a, i.
- Siciliansk er gennem tiden blevet påvirket af latin, arabisk, normannisk, spansk, tysk og græsk. Disse påvirkninger ses især i det meget lagdelte og komplekse ordforråd.
Kunne du lide denne artikel? Skriv en anmeldelse!
Loading...
