Forstå Pavens rolle og indflydelse på den kristne verden

De bedste undervisere i historie

Så er vi i gang

Oprindelsen af Pavedømmet: Fra Peter til den romerske Pave

Pavens rolle har sine rødder i Det Nye Testamente. Ifølge katolsk tradition var det Jesus selv, der gav Simon Peter en enestående rolle blandt apostlene, med den berømte udtalelse, som indledte denne artikel.

Peter, anerkendt som den første biskop af Rom, blev martyr under Neros forfølgelser. Siden da er hver efterfølger i hans episke embede blevet betragtet som Paven — “Kristi vikar” — og det synlige hoved for den universelle Kirke.

Betegnelsen “Pave” (fra græsk pappas, “fader”) blev oprindeligt brugt om flere biskopper, men fra det sjette århundrede blev den fast etableret som den eksklusive titel for Roms biskop.

Allerede i middelalderen blev pontiffen anerkendt som den øverste hyrde, kaldet til at sikre enhed i troen og fællesskab blandt alle lokale kirker.

Hvor stammer betegnelsen “Pave” fra?

Titlen Pontifex Maximus, som i dag bruges om Paven, har sine rødder i det antikke Rom. Den stammer fra pons, pontis (“bro”) og facĕre (“at bygge”), og refererede oprindeligt muligvis til en embedsmand, der havde ansvar for konstruktion eller tilsyn med broer, især over Tiberen. Allerede i republikansk tid var Pontifex Maximus den højeste stilling i pontifex-kollegiet, præsterne der havde ansvar for reguleringen af romersk offentlig tilbedelse.
I kristen tid blev titlen symbolsk adopteret af Roms biskop for at udtrykke hans rolle som mægler og garant for åndelig enhed: Paven er i sandhed “brobyggeren” mellem Gud og menneskeheden, mellem himmel og jord og mellem Kirkens forskellige bestanddele.

Ud over sin åndelige rolle påtog Paven sig tidligt også en politisk og juridisk rolle. Med etableringen af Kirkestaterne (8. århundrede) blev pontiffen også en verdslig hersker og regerede over territorier i det centrale Italien indtil 1870. Denne sammenfletning af trone og alter havde en dybtgående indflydelse på europæisk historie og var med til at forme alliancer, krige og reformer.

Pavens rolle i Kirken: Vejledning, enhed og undervisning

I Katekismen for den Katolske Kirke defineres Paven som:

“Roms biskop, Peters efterfølger, leder af biskoppernes kollegium, Kristi vikar og hyrde for den universelle Kirke” (KKK 936)

Det betyder, at hans funktion er unik og uerstattelig inden for kirkens struktur.

Paven er i praksis:

Åndelig vejleder

Paven er den øverste hyrde for den universelle Kirke. Selvom hver biskop har ansvaret for sit eget bispedømme, har pontiffen til opgave at bekræfte troen, fremme enhed blandt de troende og beskytte den apostoliske tradition.

Hans magisterielle handlinger – såsom formaninger, encyklikaer og apostoliske breve – tilbyder vejledning i moralske, dogmatiske og pastorale spørgsmål. Dette embede gør ham ikke til en absolut hersker, men til en tjener for sandheden og for kirkens enhed.

Leder af biskoppernes kollegium

Paven leder biskopkollegiet på en kollegial og synlig måde. Han indkalder til økumeniske konciler, udnævner kardinaler og griber om nødvendigt ind i særlige situationer.

Han kontrollerer ikke hvert enkelt bispedømme direkte, men fungerer som den ultimative garant for ortodoksi og fællesskab blandt de lokale kirker. Hans opgave er at sikre, at hver del af Kirken forbliver tro mod den mission, som blev betroet apostlene.

Et af de mest kendte og omdiskuterede aspekter af Pavedømmet er dogmet om ufejlbarlighed, som blev proklameret ved Første Vatikankoncil (1870). Det fastslår, at når Paven taler ex cathedra om tro og moral, nyder han en særlig guddommelig bistand, der forhindrer ham i at tage fejl.

Dette dogme betyder ikke, at Paven altid er ufejlbarlig i alt, hvad han siger, men kun under meget specifikke omstændigheder og i kontinuitet med den apostoliske tradition.