I løbet af Italiens lange og rige kulturhistorie har mange forfattere, kunstnere og filminstruktører brugt italienske dialekter i deres litterære, filmiske og musikalske værker.
Dialekterne er nemlig blevet anvendt for deres store udtrykskraft og det særlige farvespil i deres ordforråd og idiomatiske vendinger. Ofte giver de lokale sprog en tekst eller et værk større originalitet og liv, samtidig med at de gør det muligt at kombinere forskellige sproglige registre og give stemme til forskellige sociale miljøer og karakterer.
Historien om italiensk litteratur, film og musik er fyldt med enestående værker, hvor dialekten spiller en helt central rolle.
I denne artikel ser vi nærmere på nogle af de forfattere og kunstnere, der har givet nyt liv og glans til deres dialekttradition gennem litteratur, film og musik!
Den dialektale litteratur i Italien
Gennem den italienske litteraturs historie har utallige forfattere anvendt lokale dialekter i deres værker.
Set fra et sprogligt perspektiv har det italienske sproglige landskab altid været særdeles mangfoldigt og komplekst. I meget lang tid – faktisk helt frem til det 16. århundrede – fandtes der ikke et fælles litterært sprog. Derfor skrev forfatterne deres værker på deres eget lokale sprog.
Da toskansk i løbet af renæssancen fik status som litterært sprog ved hoffet og blandt intellektuelle kredse over hele landet, begyndte de lokale sprog hurtigt at miste deres position som litterære sprog. Med tabet af prestige blev de gradvist “nedgraderet” til dialekter. Selvfølgelig fortsatte de lokale sprog med at eksistere og blive brugt i hverdagen, men litteraturen skrevet på dialekt blev herefter betragtet som en form for “mindre litteratur”.
Lad os derfor se nærmere på nogle af de mest strålende eksempler på Italiens dialektlitteratur.
Dante og brugen af dialekter
Vidste du, at den italienske litteraturs fader, Dante Alighieri (1265–1321), i Den Guddommelige Komedie anvendte en række lokale udtryk fra den florentinske dialekt?
Men ikke kun det!
Ud over den florentinske dialekt bruger Dante også andre lokale sprog for at give sine figurer særlige kendetegn:
- Lucca-dialekten til figuren Bonagiunta
- Sardinsk til munken Frate Gomita
- Bolognesisk til Venedico Caccianemico dell’Orso
Det er også værd at huske, at Dante skrev et værk — på latin! — til forsvar for brugen af folkesproget i litteraturen, nemlig De vulgari eloquentia (Om det folkelige sprog).
De napolitanske eventyr af Basile
Giambattista Basile (1566–1632) var en betydningsfuld digter og forfatter af samlinger med folkeeventyr og fortællinger. Basile blev født i Napoli og arbejdede som soldat og diplomat for forskellige italienske fyrster.
Vi fremhæver forfatteren for hans meget betydningsfulde samling af napolitanske eventyr, Lo cunto de li cunti overo lo trattenemiento de peccerille (“Eventyrenes fortælling, eller underholdning for de små”), også kendt som Il Pentamerone.
I denne samling finder vi de ældste nedskrevne versioner af nogle af Europas mest berømte eventyr.
Lo cunto de li cunti blev udgivet posthumt i to bind af Basiles søster under pseudonymet Gian Alesio Abbatutis.
Værket opnåede senere udbredelse, efter at brødrene Grimm beskrev det som “den første nationale samling af eventyr.”
Værket indeholder desuden de første kendte europæiske versioner af Rapunzel og Askepot!
Det venetianske teater hos Goldoni
Carlo Goldoni (1707–1793) var dramatiker og librettist i Republikken Venedig. Hans værker, som blev kendt i hele Europa, omfatter nogle af de mest berømte og elskede teaterstykker i den italienske
litteratur.
Selvom Goldoni skrev både på fransk og italiensk, gør hans værker flittigt brug af det venetianske sprog, regionale dialekter og dagligdags udtryk. Gennem dette sprogbrug formåede dramatikeren at give sine samtidige et levende og skarpsindigt spejlbillede af sig selv.
Goldoni brugte dialekten til at give sine figurers samtaler en mere realistisk og umiddelbar tone, præget af både komik og en vis moralsk undertone.
Selvom Goldoni ikke altid blev mødt med positiv kritik, udgør hans værker et af de mest betydningsfulde øjeblikke i den italienske litteratur- og teaterhistorie – ikke mindst takket være hans brug af de lokale dialekter som et værdifuldt udtryksmiddel.
Den milanesiske dialekt i Portas værker
Carlo Porta (1776–1821) var den vigtigste digter, der skrev på milanesisk dialekt i det 19. århundrede, og samtidig en af de første repræsentanter for den italienske romantik.
Porta begyndte at skrive poesi allerede som ganske ung, og i 1804–1805 gik han i gang med en milanesisk oversættelse af Den Guddommelige Komedie – et arbejde, han dog aldrig fuldførte.
I disse år blev han en del af en progressiv kreds af intellektuelle, som samledes omkring ham, og som senere fik navnet “Cameretta Portiana”.
Han udgav det berømte digt Brindisi de Meneghin all’Ostaria, skrevet i anledning af Napoleons tilbagevenden til Milano. Dette var ét af mange værker af Porta med figuren Meneghino – den traditionelle karakter fra commedia dell’arte, som symboliserer byen Milano.
Hans bedste værker er dem, der skildrer det folkelige liv i Milano, såsom samlingen Olter desgrazzi de Giovannin Bongee (“Flere ulykker for Johnny Bolgeri”) og hans mesterværk La Ninetta del Verzee – en enestående monolog og bekendelse fra en prostitueret.
Trilussa og satiren på romanesco
Carlo Alberto Salustri (1871–1950), bedre kendt under pseudonymet Trilussa, var en italiensk digter, forfatter og journalist, særligt berømt for sine værker skrevet på romanesco, den romerske dialekt.
Trilussa kommenterede omkring halvtreds års romersk og italiensk samtidshistorie, fra Giolitti-perioden til fascismens år og tiden efter krigen.
Politikernes korruption, de fascistiske lederes fanatisme og de magtfuldes intriger var blandt hans foretrukne mål for satiren.
Trilussa var en produktiv digter og forfatter af fabler på romanesco-dialekten. I hans fabler er hovedpersonerne ofte dyr, der symboliserer samtidens laster og dyder.
Den friulanske poesi hos Pasolini
Pier Paolo Pasolini (1922–1975) var digter, filminstruktør, forfatter, manuskriptforfatter, skuespiller og dramatiker. Han betragtes som en af de mest betydningsfulde intellektuelle i det 20. århundredes Italien, og han havde stor indflydelse både som kunstner og som politisk skikkelse.
Pasolini var en stærk fortaler for brugen af den friulanske dialekt som både “modersmål” og “poetisk sprog”.
I 1945 grundlagde han Academiuta di lenga furlana – et projekt, hvor han ønskede at hylde den friulanske dialekt og samtidig udforske dens sproglige rødder i den romanske tradition.
Ud over talrige digte på friulansk skrev Pasolini også en række essays om dialekten og dens forhold til standarditaliensk, blandt andet:
- Dialet, lenga e stil (1944)
- Sulla poesia dialettale (1947)
- Pamphlet dialettale (1952–1953)
- Passione e ideologia (1948–1958)
Dialekterne i italiensk film
Film har altid haft et lidt ambivalent forhold til de italienske dialekter rundt om i Italien.
I den tidlige italienske film blev dialekter brugt forholdsvis ofte; men under det fascistiske regime blev deres brug stærkt begrænset. Regimet pålagde i stedet brugen af standarditaliensk, der blev opfattet som et nødvendigt redskab til at skabe en samlet national identitet, mens dialekterne i fascismens film oftest blev brugt på en karikeret og nedvurderende måde.
I årene efter Anden Verdenskrig, med fremkomsten af den neorealistiske filmbevægelse, fik dialekterne igen en vigtig rolle i skildringen af almindelige menneskers liv – denne gang ikke på en karikeret måde, men som et autentisk udtryk for virkeligheden.
I Roberto Rossellinis berømte neorealistiske film Roma città aperta (Rom, åben by) kommer hele den sproglige og kulturelle kompleksitet i det besatte Rom til udtryk, med den romerske dialekt som et centralt element i dialogen mellem hovedpersonerne.
Instruktøren Vittorio De Sica brugte i Ladri di biciclette (Cykeltyvene) sproget til at understrege kontrasten mellem rige og fattige – gennem spændingen mellem standarditaliensk og romanesco.
Med fremkomsten af den populære filmgenre “commedia all’italiana” ændrede brugen af dialekter sig desværre igen: de blev nu reduceret til stereotype og endimensionelle karaktertræk, såsom
- den milanesiske karakter: rig og ambitiøs
- de venetianske og bergamaskiske figurer: “uvidende” og naive
- de campanske og napolitanske typer: svindlere og bedragere
- den sardiske karakter: stædig
Dialekterne fik således igen en nedgørende og karikeret funktion, hvilket yderligere undergravede de lokale sprogs prestige i den hurtigt voksende middelklasse under Italiens økonomiske boom i efterkrigstiden.
Uden tvivl er den mest brugte og repræsenterede dialekt i italiensk film romanesco, som er blevet anvendt af nogle af de største skuespillere i Italiens filmhistorie. Derefter følger napolitansk og siciliansk.
Især den napolitanske dialekt har i de senere år fået stor udbredelse og synlighed takket være tv-serier som Gomorra og Mare Fuori.
De norditalienske dialekter er generelt svagt repræsenteret i den italienske filmtradition.
En smuk undtagelse er dog Ermanno Olmis film L’albero degli zoccoli (Træskotræet), hvor hovedpersonerne taler bergamaskisk dialekt.
Dialekterne i italiensk musik
Den italienske folkemusiktradition er både rig og mangfoldig, og siden efterkrigstiden har mange kunstnere gjort flittig brug af dialekter i deres sange.
Ud over den napolitanske musiktradition – som på mange måder kan betragtes som Italiens første form for populærmusik – har forskellige musikgenrer gennem årtierne, fra rap til reggae, anvendt de lokale sprog som et middel til identitetsmarkering og nogle gange som et udtryk for oprør og protest.
Herunder finder du et vidunderligt udvalg af sange på de forskellige italienske dialekter, fremført af nogle af hovedpersonerne i Italiens rige poptradition:
🎵 Sang på siciliansk dialekt
Sangen “Stranizza d’amuri” af Franco Battiato er særlig, fordi den er sunget på siciliansk dialekt i stedet for standarditaliensk. Dialekten giver sangen en stærk lokal identitet og en poetisk, jordnær klang. Teksten udtrykker kærlighed og nostalgi, og brugen af siciliansk fremhæver både Battiatos rødder og det kulturelle særpræg fra Sicilien.
🎵 Sang på napolitansk dialekt
Sangen “Quanno chiove” af Pino Daniele er sunget på napolitansk dialekt, hvilket giver den en varm og autentisk tone. Dialekten afspejler Danieles tilknytning til Napoli og gør sangen mere personlig og følelsesnær. Teksten handler om håb midt i tristhed – som regnen (“quanno chiove”) symboliserer – og dialekten forstærker sangens ægte og folkelige udtryk.
🎵 Sang på romanesco dialekt
Sangen “Stornelli romaneschi a dispetto” er sunget af Gabriella Ferri og Claudio Villa. Den er på romersk dialekt (romanesco) og bygger på den traditionelle stornelli-stil – korte, rytmiske vers, ofte med kærlige eller drilske kommentarer. Dialekten giver sangen en autentisk, folkelig tone, og samspillet mellem Ferris kraftfulde stemme og Villas klassiske stil skaber en levende hyldest til Roms musikalske og sproglige tradition.
Kendte du disse sange? 🎶
Musikken – ligesom filmen – udgør uden tvivl to uvurderlige og effektive måder at bevare og værne om Italiens dialektale kulturarv.
Kunne du lide denne artikel? Skriv en anmeldelse!
Loading...
