Kubismen er en del af moderne kunst og dens mange bevægelser som ekspressionismen, impressionismen og popkunst. Det, der kendetegner denne kunstneriske retning, er, at den bevæger sig væk fra traditionelle perspektiver. I stedet bryder kunstnerne de afbildede objekter op og viser dem fra flere forskellige vinkler på én gang.
Målet var altså ikke kun at gengive et objekt, men at nedbryde det til enkle, geometriske former. Det er denne tilgang, der giver kubismen dens flade og abstrakte udtryk.
Kubismen var mere end bare en ny stil. Den banede vejen for en helt ny måde at tænke kunst og billeder på. Skal et billede være et vindue mod verden, eller kan det være en selvstændig konstruktion? Det spørgsmål drev kunstnere i Paris til at eksperimentere med former, farver og materialer på helt nye måder.
Hvad var kubismen?
Kubismen opstod i Paris i begyndelsen af 1900-tallet. Bevægelsen tog for alvor fart omkring 1907–1908 med Pablo Picasso og Georges Braque i centrum. Startskuddet til kubismen regnes ofte som Picassos maleri Les Demoiselles d’Avignon (1907), fordi det bryder kvinderne op i kantede former og udfordrede den traditionelle måde at male på.
Maleri blev i starten mødt med skepsis blandt kunstnerkollegerne, men er i dag et af verdens mest kendte værker.
Hvordan stilen udviklede sig
Gennem kubismens forskellige faser er fokus tydeligt på geometriske former og nedbrydning af det centrale perspektiv.
Mellem 1909 og 1912 begyndte Picasso og Braque med det, man kalder analytisk kubisme. Farverne blev dæmpede, og motiverne blev delt op i mange små plan. Objekter som guitarer, flasker, glas og ansigter blev vist fra flere vinkler samtidig.
Fra 1912 bevægede bevægelsen sig mod syntetisk kubisme. Her kom kollage og papier collé ind i malerierne – rigtige stykker avis, tapet eller imiteret træstruktur blev limet på lærredet. Former blev større, farverne frie, og tekst begyndte at spille en dobbeltrolle – både som ord og som billedflade.
Idéerne spredte sig hurtigt ud over de to grundlæggere. Flere kunstnere udstillede kubistiske værker i Paris, og bevægelsen nåede hurtigt andre byer. Kubismen påvirkede også andre kunstformer som design, arkitektur og fotografi. Kernen forblev dog den samme: billedet skulle ikke længere efterligne naturen, men bygges som et selvstændigt objekt med synlige samlinger og kanter.
Hvorfor kubismen opstod netop her og nu
Kubismens kunst ses ofte som en videreudvikling af Paul Cézanne, der ofte forbindes med sen impressionisme. Han viste, at naturens former kan forstås som cylinder, sfære og kegle, og hans sene landskaber og stilleben gav kunstnere et redskab til at analysere motivet fremfor blot at afbilde det.
Samtidig fandtes der i Paris museer og samlinger med masker og skulpturer fra Afrika og Oceanien, hvis forenklede, maskelignende former påvirkede, hvordan kubisterne malede ansigter og kroppe. De blev inspireret af de skarpe konturer, flade overflader og de forskudte ansigter.
Billedet er et eksempel på, hvordan maskerne i udstillingen så ud. Man kan tydeligt se ligheder med de ansigter, som Picasso senere malede.
Kameraet og filmen var desuden blevet en del af hverdagen; når fotografiet kunne gengive virkeligheden præcist, behøvede maleriet ikke længere konkurrere med dens nøjagtighed. Kubismen tilbød i stedet et andet svar: maleriet kunne vise mere end, hvad ét enkelt øje ser på et øjeblik – et objekt oplevet over tid og fra flere vinkler, samlet i ét billede.
Første Verdenskrig splittede de kubistiske kredse, blandt andet blev Braque indkaldt til hæren. Men idéerne overlevede. Efter krigen fortsatte kubismen med at præge både maleri og design; meget af 1900-tallets moderne visuelle sprog i reklame, typografi og scenografi bærer spor af kubismen.
Sådan genkender du kubismen
Du kan især genkende kubismen på:
- Flere perspektiver samtidig: Ansigter og objekter bliver til flade overflader.
- Pladens flade: Hele billedfladen virker flad, fordi centralperspektivet er svagt eller helt fraværende.
- Fragmentering: Motivet opdeles i facetter, der hænger sammen på nye måder.
- Farveskala: Tidligt dæmpede farver (gråt, okker, brunt, grønt), senere klare farver og større farveflader.
- Collage / papier collé: Rigtige materialestykker indgår i billedet; tekstfragmenter fungerer både som tegn og som billedflade.
- Motivverden: Stilleben fra cafélivet – flasker, glas, spillekort, instrumenter, aviser.
- Skygger som symboler: Bruges mere som tegn end som naturtro modellering.
- Billedet viser sin konstruktion: Kanter og samlinger er synlige; man kan se, at maleriet er bygget op og ikke blot en illusion.
Kubisme: Kunstnere, der formede bevægelsen
Lad os se nærmere på nogle kunstnere der var frontløbere på denne moderne kunststil.
Pablo Picasso
Den mest centrale kunstner inden for kubismen er Picasso. Han blev født i 1881 i Spanien og døde i 1973. Tidligt flyttede han til Paris, hvor han arbejdede i tæt dialog med samtidens kunst. Omkring 1907 begyndte han at eksperimentere med maskelignende ansigter og brudte perspektiver.
De malede så ens, at værkerne nogle gange blev forvekslet. Til kunstsamleres store frustration kunne de også male det samme motiv og derefter skifte, hvilken af malerierne der blev signeret. Da Picassos malerier i dag har en langt højere værdi end Braques, kan det nogle gange være svært at afgøre, hvilket værk der faktisk er malet af Picasso, og hvilket blot er signeret af ham.
Les Demoiselles d’Avignon, 1907
Det store oliemaleri hænger i dag på MoMA i New York. Fem figurer fylder billedfladen. Ansigterne til venstre er kantede, mens to til højre har træk inspireret af masker.
Rummet opdeles i stramme planer. Draperiet bliver en væg af former, og kroppene er både frontale og drejede.
Maleriet brød med reglerne for tegning og perspektiv. Det handler om forvandling: Mennesket bliver til flader, der mødes og skærer hinanden. Når man ser værket i dag, er det let at forstå, hvorfor det kaldes en tærskel til kubismen.
Maleriet udjævner rummet, opdeler kroppen og viser, hvordan flere synspunkter kan eksistere samtidig. Det peger frem mod den analytiske fase med små planer og dæmpede farver. Samtidig illustrerer det interessen for ikke-europæiske billedtraditioner, som man kunne se på Paris’ museer. Maskerne gav modeller for, hvordan et ansigt kan forenkles uden at miste udtryk.
Georges Braque
Georges Braque (1882–1963) var en fransk maler og skulptør, der sammen med Pablo Picasso udviklede kubismen. Han begyndte som dekorationsmaler og studerede kunst i Le Havre og Paris. Omkring 1905 blev han påvirket af fauvismen og malede med stærke farver, men efter Cézanne-udstillingen i 1907 begyndte han at forenkle former og bryde rummet op.
Fra 1908 til 1912 arbejdede han tæt sammen med Picasso i det, man kalder analytisk kubisme: dæmpede farver, opdelte planer og flere perspektiver i samme billede. De bevægede sig senere i de samme kredse som mange kendte surrealister. Fra 1912 blev hans maleri mere syntetisk; Braque introducerede papier collé (indsatte papirstykker), stencilerede bogstaver og imiteret træstruktur – alt sammen med fokus på maleriet som et byggesæt.
Under Første Verdenskrig blev han alvorligt såret og holdt en længere pause, men vendte tilbage i 1917. Senere udviklede han et mere stille, poetisk billedsprog med stilleben, atelierinteriører og fuglemotiver, hvor han undersøgte lys, volumen og balancen mellem flade og dybde.
Braque opnåede stor international opmærksomhed efter krigen med store retrospektiver og udmærkelser. Han døde i Paris i 1963 og er begravet i Varengeville-sur-Mer i Normandiet, hvor han også designede et kirkefelt – en smuk afslutning på et liv dedikeret til at omforme vores opfattelse af billedets rum og form.
Juan Gris
Juan Gris (1887–1927) sluttede sig til kubisterne nogle år efter Picasso og Braque og omtales ofte som bevægelsens systematiker.
Hans billeder er klare uden at blive tørre. Han bruger skarpe konturer, store planer og velafbalancerede farver. Motiverne er ofte stilleben med flasker, glas, borde, aviser og instrumenter – alt bygget som et puslespil, hvor delene kan forstås både hver for sig og som helhed.
Morgenmaden, 1915
Værket viser, hvordan collage kan bruges til at bygge et billede. Det viser, hvordan tekst og virkelige materialer kan blive en del af motivet. Det viser, hvordan farve, linje og papir kan spille sammen uden at miste klarhed.
Gris gør metoden let at aflæse, og det gør ham central for, hvordan kubismen spredte sig som arbejdsmetode.
Kubismens indflydelse på senere kunst
Kubismen blev startskuddet for 1900-tallets modernisme. Da Picasso og Braque begyndte at indsætte avisudklip og imitationer af træ i deres malerier, åbnede de døren for collage, som igen førte til assemblage, blandede teknikker og objektkunst.
At lade typografi blive en aktiv del af billedet fik hurtigt betydning for reklame, plakatkunst og grafisk design, hvor tekst og billede flettes sammen til én komposition. Ideen om, at et billede kan rumme flere perspektiver samtidig, har påvirket fotografi, film og digital billedbehandling – fra montage og split screens til nutidens manipulationer af rum og tid.
Kubismens syn på maleriet som en konstruktion frem for et spejl af virkeligheden gav mod til konceptkunst og andre idébaserede bevægelser. Dens reduktion til enkle planer og tydelige samlinger fortsatte i purisme, De Stijl og konstruktivisme og kan stadig ses i industriel design og arkitektur, hvor facetter, samlinger og moduler er tænkemåder frem for blot overflader. Popkunsten tog interessen for hverdagsobjekter og flade billedplan videre og gjorde dem til ikoniske motiver i en ny tid.
Derfor føles kubismen både historisk og samtidig. Historisk som bevægelse, forankret i Paris før Første Verdenskrig. Samtidig som metode: hver gang en plakat lader bogstaver blive billede, en logo destillerer former til enkle planer, eller et digitalt billede leger med perspektiv, ser vi kubismens værktøjer i arbejde.
Kildehenvisning
- Encyclopaedia Britannica. Cubism. (2025) https://www.britannica.com/art/Cubism. (Hentet: 20-09-2025).
- Tate. Cubism. (u.å.) https://www.tate.org.uk/art/art-terms/c/cubism. (Hentet: 20-09-2025).
- Tate. Synthetic cubism. (u.å.) https://www.tate.org.uk/art/art-terms/s/synthetic-cubism. (Hentet: 20-09-2025).
- Museum of Modern Art (MoMA). Cubism (term). (u.å.) https://www.moma.org/collection/terms/cubism. (Hentet: 20-09-2025).
- Museum of Modern Art (MoMA). Pablo Picasso. Les Demoiselles d’Avignon (object page). (u.å.) https://www.moma.org/collection/works/79766. (Hentet: 20-09-2025).
- Museum of Modern Art (MoMA). Audio: Les Demoiselles d’Avignon. (u.å.) https://www.moma.org/audio/playlist/3/171. (Hentet: 20-09-2025).
- Britannica Video. History of early Cubism, especially as developed by Georges Braque. (2007) https://www.britannica.com/video/Braque-Pioneering-Cubism-William-S-Rubin-Georges/-178469. (Hentet: 20-09-2025).
- Smarthistory. Pablo Picasso, Les Demoiselles d’Avignon. (2015) https://smarthistory.org/pablo-picasso-les-demoiselles-davignon/. (Hentet: 20-09-2025).
- Smarthistory. Georges Braque & Pablo Picasso: Two Cubist Musicians. (2020) https://smarthistory.org/georges-braque-pablo-picasso-two-cubist-musicians/. (Hentet: 20-09-2025).
- Halmstadsgruppens historie https://www.halmstad.se/upplevaochgora/kultur/konst/mjellbykonstmuseum/samlingen/halmstadgruppen/halmstadgruppenshistoria.6670.html (Hentet: 2-09-2025).
Résumer avec l'IA :
Kunne du lide denne artikel? Skriv en anmeldelse!
Loading...
