Boogie-Woogie er en vigtig soloklaverstil, der opstod i USA i begyndelsen af det 20. århundrede og stadig er populær i dag. Musikalsk ligger den mellem blues og rock ’n’ roll. En direkte forgænger til Boogie-Woogie-klaverspillet er Barrelhouse Piano, også en soloklaverstil, der opstod omkring midten af det 19. århundrede som den tidligste form for blues-piano.
Barrelhouse Piano fandt sin oprindelse i billige kroer, de såkaldte “Juke Joints” eller Barrelhouses, som udelukkende blev besøgt af afroamerikanere. Musikerne underholdt gæsterne ved at spille blues, der på dette tidspunkt primært blev spillet på guitar. Pianisterne begyndte at overføre disse bluesrytmer til klaveret, hvilket skabte Barrelhouse Piano.
Boogie-Woogie er en videreudvikling af Barrelhouse-stilen med højere tempo og en karakteristisk rullende baslinje. Højre hånd spiller ofte korte, meget hurtige riffs med mange forslag og tremoloer. Kort sagt er Boogie-Woogie en soloklaverstil, hvor den klassiske blues spilles i et markant hurtigere tempo.
Ud over blues er jazz også nært beslægtet med Boogie-Woogie. Tidlige jazz-pianoformer som ragtime og stride piano deler mange ligheder med Boogie-Woogie-stilen.
Boogie-Woogie-pianoet kendetegnes især ved de gentagne basfigurer, som løber gennem stykkerne. Typisk følger baslinjen altid samme mønster, skiftevis gennem de forskellige akkorder, som ofte er baseret på blues-skematikken. Et andet karakteristisk træk er det høje tempo samt de livlige riffs og licks, der spilles med højre hånd. Bluestypiske “Blue Notes” og små ornamenter bidrager til den særlige lyd.
I modsætning til den langsommere og mere melankolske blues udstråler Boogie-Woogie glæde og feststemning. Navnet “Boogie” stammer fra slang, hvor det oprindeligt blev brugt om husfester. En anden forklaring peger på ord fra afrikanske sprog, som betyder “at tromme” eller “at danse”.
Første gang betegnelsen dukkede op på en indspillet plade var i 1928 med “Pinetop’s Boogie Woogie”, hvor Clarence “Pinetop” Smith opfordrede sit publikum til at danse. Alligevel er det ubestridt, at både stilarten og navnet er ældre og kan føres tilbage til pianister som Wesley Wallace, Charles Avery, Hersel Thomas, Meade "Lux" Lewis og Albert Ammons.
Andre kendte pianister fra Boogie-Woogie’s tidlige år, som du kan lytte til for inspiration, inkluderer blandt andre Jimmy Yancey, Pete Johnson, Cripple Clarence Lofton, Cow Cow Davenport, Montana Taylor, Romeo Nelson, Charlie Spand, Speckled Red og Gene Rodgers.
Selvom Boogie-Woogie grundlæggende er en solostil, har der altid været musikere, som spiller Boogie i ensembler med andre instrumenter eller tilføjer vokal til deres numre.
Hvordan spiller man Boogie-Woogie på klaver?
Mange begyndere kan blive skræmt af det høje tempo, men det behøver ikke være tilfældet. Hvis du vil lære Boogie-Woogie, kan du starte uden megen erfaring. Første skridt er at forstå stilen og strukturen i stykkerne. Ved at øve venstre og højre hånd separat kan du gradvist opbygge færdighederne til at spille den karakteristiske Boogie-sound.
Boogie spilles som regel uden brug af pedal. For at opnå den typiske lyd skal tonerne fremstå klart adskilte. Et sustain-pedal vil netop modvirke dette, og de andre pedaler, der kan ændre tonernes volumen, bruges normalt heller ikke.
Som blues spilles Boogie-Woogie også i swing- eller shuffle-rytme. Det betyder, at ottendedelstonerne ikke spilles lige fordelt, men at den anden tone i hver gruppe kommer en smule senere. For at øve rytmen er det en god idé at bruge et metronom og forestille sig, at du spiller trioler, hvor den midterste tone dog ikke spilles.
Kan du allerede læse noder godt, kan du også begynde at træne bladspil.
Mønstre og akkordfølger i Boogie – venstre hånds opgave
Hvis du allerede har stiftet bekendtskab med blues, vil Boogie-akkordfølgerne virke genkendelige. Som en af blues’ underformer bruger Boogie nemlig det samme tone-materiale. Ligesom i blues bygger Boogie-stykker på tre akkorder, som som regel arrangeres i et 12-takters skema.
Du har brug for treklange på første, fjerde og femte trin i en toneart, udvidet med den lille septime. For et stykke i C-dur betyder det akkorderne C7, F7 og G7. Hvordan akkorderne og takterne er arrangeret, kan du læse mere om i artiklen om Blues klaver.
Boogie-stilen kaldes undertiden også “eight to the bar”, fordi man i de fleste tilfælde spiller otte ottendedelsnoter per takt i venstre hånd. Sjældent spilles mere end to toner samtidig – i stedet skabes den typiske baslinje gennem et gentaget mønster, hvor grundtonen spilles på hver ottendedel, mens kvinten, den store sekst og den lille septime tilføjes i skiftevis par.
I en anden, lidt lettere version spiller vi på den første slagtid kvinten og sjette skiftevis, og grundtonen på den anden ottendedel.
Hvis du er klaverbegynder og har svært ved at spille ottendedelene jævnt gennem tolv takter, kan du starte med at øve den første af de to venstrehåndsvariationer med fjerdedelstakter. Det hjælper dig med at få en fornemmelse for rækkefølgen af tonerne. Når du føler dig mere sikker, kan du begynde at lade højre hånd spille hele akkorder på den første slag af hver takt, så den også får noget at lave.
Som solo-klaverstil bærer Boogie-Woogie på, at én person både spiller den rytmiske og harmoniske grund samt melodilinjen. Højre hånd har derfor en vigtig rolle. Det meste af melodimaterialet kommer fra blues-skalaen, som består af seks toner – pentatonisk skala plus den formindskede kvint.
Det typiske Boogie- og blues-sound inkluderer desuden de såkaldte Blue Notes, toner, der ligger mellem to almindelige toner. På klaveret imiteres de ved at spille de nærmeste tilgængelige toner hurtigt efter hinanden, et lille trick kaldet et “forslag”. For at spille en Blue Note på klaveret, placeres forslaget typisk en halv tone over eller under den næste tone.
Disse Blue Notes bruges ikke tilfældigt; de er valgt ud fra akkorderne og blues-skalaen, som vi allerede anvender i melodien.
Hvis du sørger for variation i din klavertræning, kan du lære mere effektivt og holde motivationen oppe.
Vi bruger på den ene side dominantseptakkorder, altså dur-akkorder med en lille septim, og på den anden side blues-skalaen, som er baseret på moll-pentatonik. Kombinationen af små og store tertser, formindskede og rene kvinter samt små og store septimer skaber de karakteristiske blues-dissonanser.
Tag det stille og roligt i starten. Når du har en stabil rytme i venstre hånd, kan du med blot nogle få toner i højre hånd allerede opnå den ægte Boogie-lyd. Højre hånd behøver heller ikke spille ottendedelene konstant – indlæg pauser og hold enkelte toner lidt længere. Variation giver dit spil liv og karakter.
Når du har fået lidt erfaring og føler dig mere sikker, kan du begynde at øve forskellige “licks” – små melodiske figurer – som du kan bruge igen og igen i dine improvisationer. Disse gentagelser hjælper med at give dit spil personlighed og gør improvisationen mere naturlig.
Tag dit klaverspil til det næste niveau med en privatunderviser
At lære klaver kan være både spændende og udfordrende, og her kan en privatunderviser gøre en stor forskel. En af de største fordele ved at have en privatlærer er den individuelle opmærksomhed, man får.
I modsætning til gruppeundervisning kan underviseren tilpasse lektionerne præcist til dit niveau, dine mål og dine musikalske interesser. Det betyder, at du kan arbejde med de stykker og teknikker, der virkelig motiverer dig, uden at føle dig presset til at følge en generel plan, som måske ikke passer til dig.
En privatunderviser kan også give hurtig og direkte feedback. Når du spiller en passage forkert, kan læreren straks rette din teknik, rytme eller fingersætning, så du ikke indarbejder dårlige vaner. Dette er særligt vigtigt i begyndelsen, hvor grundlæggende fingerfærdigheder og korrekt holdning er afgørende for både effektiv indlæring og forebyggelse af skader.
Derudover kan en privatunderviser tilpasse tempoet til dig. Nogle gange har man brug for at gå langsomt frem og gentage en teknik mange gange, mens andre gange er klar til mere udfordrende stykker. Med en erfaren lærer kan du bevæge dig fremad uden at miste selvtillid, fordi undervisningen hele tiden tager højde for dine individuelle fremskridt.
En anden stor fordel er motivationen. At have en fast underviser giver regelmæssige mål og strukturerede lektioner, hvilket kan hjælpe dig med at opretholde en rutine og holde motivationen oppe, selv når indlæringen bliver svær. Læreren kan også introducere dig til nye musikgenrer, improvisation og teori på en måde, som gør læringen mere interessant og alsidig.
På platforme som Superprof kan du nemt finde en privat klaverunderviser, der matcher dine behov, uanset om du er begynder, øvet eller ønsker at forbedre specifikke færdigheder som bladspil, improvisation, klassisk teknik eller jazz. Her kan du vælge mellem undervisere med forskellige baggrunde og specialer, læse anmeldelser fra tidligere elever og finde en pris, der passer til dig.
Alt i alt gør en privatunderviser det muligt at lære mere effektivt, personliggjort og motiverende. Du får ikke kun tekniske færdigheder, men også musikalsk selvtillid og glæden ved at spille – uanset om dit mål er at spille for dig selv, i et band eller endda optræde offentligt.
Sammenfat med AI
Kunne du lide denne artikel? Skriv en anmeldelse!
Loading...
