Popkunst er: Populær (skabt til et bredt publikum), Flygtig (kortvarig løsning), Ubetydelig (let at glemme), Billig, Masseproduceret, Ung (rettet mod unge), Kvik, Sexet, Effektfuld, Glamourøs, forretningsfokuseret
Richard Hamilton definerede “popkunst” i 1957.
Popkunst, eller Pop Art, opstod i midten af 1950’erne – først i Storbritannien og kort efter i USA. Bevægelsen udviklede sig i en tid præget af forbrugersamfundets vækst, massemediernes udbredelse og reklamebranchens voksende tilstedeværelse i hverdagen. Fjernsynet blev en fast del af hverdagen, og tegneserier blev en del af den nye ungdomskultur.
Før popkunsten var kunstverdenen domineret af abstrakt ekspressionisme – en kunstform med følelsesladede malerier, der ofte var svære at forstå. Popkunstnerne blev trætte af dette og vendte i stedet blikket mod hverdagen. De hentede inspiration i ting, som alle kunne genkende: aviser, tegneserier, reklamer og almindelige produkter fra butikskæder.
Et af hovedformålene med popkunsten som bevægelse var at udviske grænsen mellem høj- og lavkultur. Her vil vi gennemgå nogle af de mest karakteristiske træk, de mest kendte kunstnere og deres mest berømte værker.
Kritik af det etablerede kunstbegreb
Det revolutionerende ved popkunsten var, at den blandede “fin kunst” med populærkultur. Pludselig kunne en konservesdåse eller en Coca-Cola-flaske være lige så værdifuld som et klassisk maleri. Popkunsten har ofte stærke farver, tydelige linjer og gentagne motiver. Stilen er både legende og let ironisk – den kommenterer samfundet på en humoristisk måde.
“I don’t think art should be only for the select few. I think it should be for the mass of the American people.”
– Andy Warhol
Navnet kommer fra det engelske popular art, altså “populær kunst”, fordi det handlede om ting, der var populære i samfundet. Popkunsten afspejlede, hvordan verden så ud efter Anden Verdenskrig. Mange nye produkter blev fremstillet, folk havde flere penge at købe for, og reklame og medier blev stadig vigtigere.
Internationale navne som Andy Warhol, Roy Lichtenstein, James Rosenquist og Richard Hamilton definerede bevægelsen. I Danmark fik popkunsten gennemslag i 1960’erne, hvor den hurtigt blev en del af den modernistiske kunstscene efter kunstbevægelser som surrealisme, impressionisme og ekspressionisme.
Hvad kendetegner popkunstbilleder?
Popkunsten har flere tydelige kendetegn, som adskiller den fra andre kunstformer:
- Hverdagsobjekter bliver kunst: Almindelige ting som konservesdåser, sodavandsflasker, tegneserier og kendisser hæves til kunstniveau. Popkunstnerne sagde: “Hvorfor kan en Coca-Cola-flaske ikke være lige så værdifuld som et klassisk portræt?”
- Stærke farver som i reklamer: Tydelige, ofte primære farver (rød, blå, gul) med hårde kontraster – ligesom i avisannoncer og plakater. Ingen bløde overgange eller dæmpede toner.
- Gentagne motiver: Motiverne gentages i serier, som på et samlebånd i en fabrik. Dette afspejler, hvordan samfundet begyndte at masseproducere alt – fra biler til kunst.
- Kølig stil: I modsætning til tidligere kunst, hvor kunstnerens følelser tydeligt viste sig i hvert penselstrøg, maler popkunstnere “koldt” og objektivt – lidt som en maskine eller et kamera.
- Humor og ironi: Værkerne er ofte både sjove og kritiske på samme tid. De hylder og kritiserer det moderne liv samtidig.
- Fortællende billeder: Mange værker bruger collage-teknik eller har narrative elementer, ligesom i tegneserier eller reklamer.
For at forstå, hvordan dette fungerer i praksis, kan vi se nærmere på tre ikoniske værker, der tydeligt viser disse træk. De er skabt af popkunstens mest indflydelsesrige kunstnere.
Nedenfor ses reklamen for en af de udstillinger, som blev startskuddet for popkunsten:
Richard Hamilton og "Just what is it that makes today's home so different, so appealing?" (1956)
Richard Hamilton var en britisk kunstner. Han blev født i London og havde en klassisk kunstuddannelse. Hamilton begyndte tidligt at interessere sig for moderne kunst og kultur, reklamer og masseproducerede billeder. Allerede i 1950’erne var han en pioner inden for britisk popkunst, længe før den amerikanske scene fik sit store gennembrud.
Dette collage fra 1956, kun 26×25 cm, regnes som startskuddet til popkunsten. Hamilton skabte værket til udstillingen "This Is Tomorrow".
Han klippede billeder ud fra amerikanske blade og satte dem sammen til en “perfekt” moderne familie i deres “perfekte” hjem. Som det kan ses på billedet, er rummet fyldt med alle tænkelige moderne produkter og kropsidealer fra reklamer og massemedier.
Hverdagsobjekter og populærkultur
Selve collage-teknikken er lige så vigtig som motivet. Det er kunst skabt af hverdagsobjekter og markerer et tydeligt brud med idéen om, at kunst kun skulle handle om historie, mytologi eller kunstnerens egne følelser.
Det, der gør Hamilton unik, er hans brug af collage – han klippede og satte eksisterende billeder sammen. Ved bogstaveligt talt at samle fragmenter fra massemedier skabte han en kunstform, der afspejlede samtidens fragmenterede kultur. Selve teknikken bliver dermed også en kommentar til masseproduktion og forbrug.
Ved at bruge allerede eksisterende billeder ændres også kunstnerens rolle i skabelsen af værket. Det vender sig mod ideen om kunsten som et unikt objekt.
Ironi og legesyge
Hamilton overdriver mængden af ting og kropsidealer i billedet. Resultatet er både humoristisk og kritisk: en blinkende kommentar til den nye forbrugerkultur, men også en satire over, hvordan hjemmet og hverdagen formes af reklamer og medier.
Værket blev banebrydende, fordi det viste, at kunst kunne handle om det moderne liv – med dets genstande, medieflow og forbrug. Hvor Warhol og Lichtenstein senere fokuserede på enkelte symboler, viser Hamilton helheden: en hel kultur gengivet i billedform.
Andy Warhol og "Campbell's Soup Cans" (1962)
Andy Warhol blev født som Andrew Warhola i Pittsburgh i en fattig immigrantfamilie fra Slovakiet. Efter kunstskolen flyttede han i 1949 til New York, hvor han blev en succesfuld reklameillustratør. Denne baggrund inden for reklame kom senere til at præge hans kunst – han forstod, hvordan billeder fungerer til at sælge produkter og fange opmærksomhed.
I begyndelsen af 1960’erne begyndte Warhol at eksperimentere med kunst inspireret af populærkulturen. Campbell’s suppe-dåser blev hans gennembrud i 1962, og mange blev forargede: kunne dette virkelig betragtes som kunst? Men Warhol havde fundet sin unikke stil, som skulle revolutionere kunstverdenen. Siden da har han været den mest fremtrædende af de amerikanske popkunstnere.
Andy Warhols Campbell’s Soup Cans er med stor sandsynlighed et værk, du genkender. Hele serien består af 32 malerier af konservesdåser.
Hverdagsobjekt som kunst
Warhol valgte ikke et klassisk motiv som landskab eller portræt. I stedet tog han et masseproduceret produkt direkte fra supermarkedet og gjorde det til kunst. Dette stiller spørgsmål ved, hvad der egentlig fortjener en plads på et museum. Ved at bruge konservesdåser udviskes den skarpe grænse mellem høj- og lavkultur.
Ifølge Warhol selv valgte han netop suppe-dåserne, fordi han havde spist en sådan dåse til frokost hver dag i 20 år.
Stærke farver
Motivet er taget direkte fra Campbell’s egne emballager. Den flade overflade, de klare farver og den grafiske tydelighed minder mere om en reklameplakat end traditionelt maleri. Dette var ikke noget problem for Warhol – han ønskede, at kunsten skulle være tilgængelig og genkendelig, ikke svær at forstå.
Hans baggrund som reklameillustratør skinner tydeligt igennem. Han vidste, hvordan man skaber billeder, der sætter sig i hukommelsen og forstås med det samme.
Masseproduktion og gentagelse
Suppe-dåserne er også et tydeligt eksempel på, hvordan popkunsten ofte gentager det samme motiv. Dåserne er næsten identiske og opsat på væggen som på en butikshylde.
Dette bliver også en kommentar til samtiden, da gentagelsen afspejler forbrugersamfundets monotoni og masseproduktionens logik. Serien fungerer samtidig som et middel for Warhol til at distancere sig fra ideen om kunstværket som et unikt objekt.
Senere udviklede Warhol denne idé med sin berømte screentryksteknik i sin atelier The Factory. Ligesom fabrikker masseproducerede varer, masseproducerede han kunst med hjælp fra assistenter. Hans Marilyn Monroe-serier fra samme tid er et perfekt eksempel på dette.
Kunst uden tydelige “kunstneriske træk”
Popkunsten bryder direkte med abstrakt ekspressionisme, hvor kunstnerens følelser står i centrum. I kontrast hertil fremstår suppe-dåserne næsten kolde og neutrale. Det modsiger fuldstændigt den etablerede idé om, at kunst skal afspejle kunstnerens inderste følelser – noget, der stod centralt i den surrealistiske kunst, som kredsede om kunstnerens underbevidsthed.
Alvor eller ironi?
Værket kan ses som en hyldest til det hverdagslige, men også som en ironisk kommentar til forbrugerkulturen. Er det smukt? Er det latterligt? Denne dobbelttydighed er central for popkunstens kraft og er en af grundene til, at Warhol blev popkunstens mest kendte ansigt.
Han er også kendt for sit citat:
“In the future, everyone will be world-famous for 15 minutes.”
– Andy Warhol
Mange ser i dag dette som en forudsigelse af sociale medier, hvor folk kan blive virale og få deres “15 minutes of fame”.
Campbell’s Soup Cans blev starten på Warhols karriere som en af verdens mest indflydelsesrige kunstnere. I dag sælges hans værker for millioner af dollars. Men vigtigst af alt viste han, at kunst kan handle om hvad som helst – selv en almindelig suppe-dåse fra supermarkedet.
Roy Lichtenstein – "Whaam!" (1963)
Roy Lichtenstein kom fra New York og havde en traditionel kunstuddannelse. I 1950’erne malede han abstrakt kunst, men hans gennembrud kom, da han i 1960’erne begyndte at kopiere tegneserier.
Lichtenstein fandt originalbilledet i en krigstegneserie og omdannede det til et enormt kunstværk (1,7 × 4 meter). Ved at tage noget så “lavt” som en tegneserie og forvandle det til “højkunst” udfordrede han, hvad der kunne regnes som rigtig kunst.
Valget af krigstema var ikke tilfældigt – i 1960’erne stod Vietnamkrigen på dagsordenen, og tegneserier var fyldt med actionscener. Lichtenstein tog denne hverdagsunderholdning og tvang beskueren til at se den med nye øjne.
"Whaam!" fra 1963 er et af popkunstens mest dramatiske værker. Maleriet viser et krigsfly, der skyder et andet fly ned i en eksplosion, komplet med det tegneserieagtige lydord “WHAAM!”. Det ligner en tegneserierude – blot enormt forstørret på museumsniveau.
Værket viser flere typiske træk for popkunsten:
Tegneserier og Ben-Day-prikker
I dette tilfælde er det tegneserien, som er hverdagsobjektet, der bliver kunst. Det mest karakteristiske ved Lichtensteins stil er de små farvede prikker, såkaldte Ben-Day dots, som han malede i hånden. Disse prikker var den trykmetode, som aviser brugte til at skabe farver.
Stærke farver og grafisk stil
Værket domineres af primærfarver – rød, gul, blå og hvid – præcis som i tegneserier. Farverne er flade med skarpe kontraster og tykke sorte konturer. Denne grafiske stil gjorde, at værket kunne aflæses på afstand, ligesom reklamer.
De flade farvefelter blev først introduceret i kunsten af de kubistiske kunstnere.
Dramatik uden stærke følelser
Whaam! har et langt mere dramatisk motiv end Campbell’s Soup Cans, men selve stilen og formsproget er stadig køligt og følelsesløst. At kopiere en eksisterende scene uden at tilføje personlige følelser er netop det, der gør værket til et klassisk popkunstværk. Mindskelsen af den individuelle kunstners betydning understreges også af Lichtensteins eget citat:
“I like to pretend that my art has nothing to do with me.”
– Roy Lichtenstein
Højt og lavt – alvor og leg
Ved at forvandle en billig tegneserierude til museumsniveau kommenterer Whaam! både kunstverdenen og populærkulturen. Er det en hyldest eller kritik? Ligesom Warhols suppe-dåser ligger kraften i denne dobbelttydighed – værket er både legende og alvorligt, smukt og forstyrrende.
Popkunstens arv
Popkunsten brød med abstrakt ekspressionismes fokus på følelser og indførte i stedet det hverdagslige og masseproducerede i kunsten. Med reklamer, tegneserier og forbrugsvarer som motiver udfordrede kunstnere som Hamilton, Warhol og Lichtenstein, hvad der egentlig kunne regnes som kunst. Man kan se popkunsten som en kulmination af det spørgsmål om kunstens formål, som begyndte med impressionismens kunstnere.
Ved at forene leg og alvor, højt og lavt, viste popkunsten, at selv det banale kan blive meningsfuldt. Dens indflydelse mærkes stadig i dag – i samtidskunst, reklame og populærkultur.
Kildehenvisning
- Tate, "Pop art" https://www.tate.org.uk/art/art-terms/p/pop-art (Hentet: 14-07-2025)
- Dr. Allison Young, "Richard Hamilton, Just What is It That Makes Today’s Homes So Different, So Appealing?," i Smarthistory, https://smarthistory.org/richard-hamilton-just-what-is-it/. (Hentet: 14-07-2025)
- Encyclopedia Britannica, "Andy Warhol", https://www.britannica.com/biography/Andy-Warhol (Hentet: 14-07-2025).
- Encyclopedia Britannica "Pop art" https://www.britannica.com/art/Pop-art (Hentet: 14-07-2025).
- Sothesby "About pop art" https://www.sothebys.com/en/art-movements-pop-art (Hentet: 14-07-2025).
- Moderna Museet "Pop konst design" https://www.modernamuseet.se/stockholm/sv/utstallningar/pop-konst-design/ (Hentet: 14-07-2025).
Résumer avec l'IA :
Kunne du lide denne artikel? Skriv en anmeldelse!
Loading...
