I dag kan man næsten ikke logge ind på YouTube, se nyhederne eller læse finans siderne uden at finde noget om rumfart. SpaceX's rivalisering med Blue Origin pirrer, selv når vi gør grin med deres forskellige raket uheld (og misdannelser). Men hvad betyder al denne raket misundelse?
I sidste århundrede havde rumkapløbet geopolitiske implikationer. Fremskridt inden for fysik og computere åbnede nye perspektiver for udforskning og opdagelse. Og nye muligheder for internationalt samarbejde. I modsætning hertil synes nutidens rum initiativer at handle mindre om videnskabelige opdagelser og mere om at erobre et nyt, lukrativt marked.
Hvorfor optager rumrejser så stor en del af vores opmærksomhed? Hvordan kan det være, at investorer hælder milliarder af dollars i projekter, der, lad os se det i øjnene, skader vores allerede stressede miljø? Og hvordan kan nogen overveje at bruge tusindvis af kroner på et par minutters suborbital flyvning, når så mange hverken har mad eller husly? For at besvare disse spørgsmål er vi nødt til at se på:
- rumrejsens oprindelse
- rumrejsens status i dag
- hvad fremtiden for rumrejse kan bringe
Vi er nødt til at sætte rumrejsens løfter og mangler i sammenhæng med, hvad der sker i den store verden. Livet på Jorden står over for flere kriser og trusler. For nogle er det det helt rigtige tidspunkt at tage på lidt ekstreme rejser. Andre vil gerne forstå, hvordan det kan være en god idé.
At flyve i rummet for første gang
Indtil 1957 var Jordens kredsløb fri for alt menneskeskabt. Den 4. oktober samme år sendte Sovjetunionen den første satellit. Sputnik I's tre uger lange eksistens antændte nye verdener af videnskabelige muligheder. USA gik ind i det, som historiebøgerne nu kalder Sputnik-krisen.
Denne krise indvarslede en febrilsk tid med forskning, udvikling, uddannelse og udgifter. Den amerikanske regering finansierede det, der i sidste ende blev til National Aeronautics and Space Administration (NASA). Snart gik alle de skarpeste hjerner i gang med at designe raketter og planlægge opsendelser af satellitter.
Det så ud til, at russerne altid var et skridt foran. Deres Luna II-raket var det første menneskeskabte objekt, der rørte månens overflade i 1959. Den sovjetiske pilot Yuri Gagarin blev verdens første kosmonaut, da han fløj rundt i kredsløb om Jorden i 1961.
Den sovjetiske succes efterlod USA på bar bund. Af USA's 18 tidlige raketforsøg var der kun tre, der blev en total succes. Til sidst besluttede den amerikanske præsident Kennedy, at intet mindre end en moonwalk ville være nok til at bevise USA's overherredømme i rummet. I 1969 satte et menneske foden på Månen for første gang.
Derefter gik rumkapløbet ned i gear, og udforskningen af rummet forsvandt stort set. Sovjetunionen opsendte to rumstationer, Salyut (1971) og Mir (1986). USA påbegyndte et rumfærgeprogram til opsendelse af satellitter og Hubble-teleskopet. USA afsluttede deres rumfærgeprogram i juli 2011 efter en række katastrofer og stigende omkostninger.
Den Internationale Rumstation (ISS), der fortsatte, hvor Mir slap, blev opsendt i 1998; flere regeringer samarbejdede om dette projekt. Siden de amerikanske rumfærger gik på pension, har russiske rumfartøjer skullet fragte astronauter og forskere til og fra denne udpost.
Det så ud til at være slut med rumrejser. Lige indtil den amerikanske iværksætter Dennis Tito brugte 20 millioner dollars på at tilbringe næsten otte dage om bord på ISS. NASA nægtede at uddanne Tito, da de mente, at rumturisme var en upassende brug af ressourcer. Rusland trådte igen i karakter og sendte verdens første rumturist af sted med Soyuz TM-32 i 2001.
Dennis Titos tur brød dæmningen. I 2009 havde ni (veltrænede og velhavende) turister haft deres gang i rummet takket være Space Adventures, Inc. Dette amerikanske rumturisme firma startede i 1998 med at formidle kunders adgang til amerikanske rumfærge flyvninger. Da NASA sendte rumfærgerne på pension, indgik bureauet en kontrakt med det russiske rum bureau, om fremtidige rum aktiviteter. Denne NASA-kontrakt sikrer Space Adventures' fortsatte drift.
Virksomheder inden for rumturisme
Space Adventures' løfte om at have det sjovt er afhængig af adgang til systemer og tjenester, der er designet til rumrejser. De har ikke deres eget udstyr og ingen adgang til teknologien. I modsætning hertil har Blue Origin, SpaceX og Virgin Galactic investeret enorme summer i deres rumturisme aktiviteter.
Virgin Galactic startede i 2004. Alle operationer finder sted i New Mexico, men virksomhedens hovedkvarter ligger i Californien. Sir Richard Branson grundlagde virksomheden, men er ikke den største aktionær. Han planlagde sit skibs jomfrurejse til 2010, men mødte mange tilbageslag, herunder VSS Enterprises styrt i 2014. Dette selskabs eneste formål er rumturisme.
Blue Origin blev "lanceret" i september 2000, angiveligt for at fortsætte, hvor NASA slap. Dette selskab med begrænset ansvar (LLC) arbejder med udvikling af rumfartøjer, raketter og løftefartøjer til tung transport. Deres kunder er primært andre private rum virksomheder. Blue Origin er også en af USA's nationale forsvar entreprenører.
New Shepard er Blue Origins genanvendelige løfteraket, der er designet til rumturisme. Besætnings Kapslen kan rumme op til seks passagerer og medbringe en stor last. Fordi New Shepard kan genbruges, reducerer det omkostningerne og gør rumrejser mere overkommelige.
Elon Musk grundlagde SpaceX i 2002 på et tidspunkt, hvor han ikke kunne gøre noget forkert. Han havde en vision om at gøre Mars beboelig ved først at etablere et massivt drivhus på planeten. Han søgte samarbejde med Rusland, men politiske spændinger mellem landet og USA satte en stopper for det samarbejde. Så besluttede han sig for at bygge sit eget raketaffyrings virksomhed.
SpaceX bygger rumfartøjer og opsendelser af satellitter og leverer også satellit kommunikationstjenester. Rumturisme er næsten en eftertanke hos SpaceX. Starship - fartøjet beregnet til rumturisme, er stadig kun i testfasen. En ubemandet prototype eksploderede fire minutter efter opsendelsen i april 2023 og beviste, at SpaceX har lang vej igen, før de kan sælge flybilletter.
Musk og Bezos' igangværende og meget offentlige skænderi understreger problemerne med konkurrence i nutidens rumkapløb. Bortset fra håneretten kæmper de begge for at få monopol på knappe ressourcer for at sikre deres virksomheders fortsatte drift. Det indebærer, at de bruger millioner af dollars på at gøre sig lækre over for amerikanske politikere, så de kan lande den næste store kontrakt.
Hvorfor er rumrejser vigtige?
For mindre end 100 år siden var bemandet rumfart utænkeligt, for slet ikke at tale om at kredse om Jorden for sjov og fornøjelse. Vi er så privilegerede at leve i en tid med mange muligheder, hvor teknologien tillader selv tanken om rumrejser. Det er ikke underligt, at skuespilleren William Shatner ikke kunne holde op med at græde efter sin rejse om bord på Blue Origin i oktober 2021.
Det var ikke hans næsten 11 minutter lange flyvetur, der gjorde ham ked af det. Det var at se ned på vores jord, som er så skrøbelig og under konstant angreb. Et angreb, som vi mennesker fortsætter på tusindvis af måder. Hans gribende reaktion svarer på spørgsmålet "Hvorfor er rumrejser vigtige?".
Tilliden til videnskaben er også under angreb. Vi kan se bort fra pandemi-svindlerne og 5G-infektions manien, selvom de og antivaxxerne har betydning for denne samtale. Folk, der tror, at Jorden er flad, er mere relevante for vores emne. Forestil dig, at de mest højlydte fortalere modbeviser deres påstande, når de får mulighed for selv at se vores store blå kugle.
I det sidste afsnit læste du, at den private rumorganisation, Blue Origin fortsatte, hvor NASA slap. NASA er stadig et amerikansk regerings bureau, der fokuserer på forskning. NASA var ikke immun over for privatiserings bølgerne; bureauet måtte vende rumforskning til den private sektor. Var det ikke for disse virksomheder, ville USA være afhængig af andre landes rumprogrammer.
Mange lande har rumprogrammer, men kun Kinas regerings rumprogram matcher eller overgår den amerikanske private sektors kapaciteter. Den amerikanske kongres indførte dog en lov i 2011, der forbyder samarbejde med kinesiske rumprogrammer. Det efterlader USA med to muligheder: private rum virksomheder og russisk samarbejde.
Hvad med Storbritanniens rumprogram? UK Space Gateway i Harwell følger USA's vej. Det er hjemsted for investorer og virksomheder med interesser i rummet. Det britiske rumprogram er en industri, ikke en statsfinansieret videnskabelig indsats. Det er et forvaltningsorgan med begrænsede offentlige midler.
Den amerikanske skuespillerinde Tallulah Bankhead sagde engang: "Jeg har haft en mand, og jeg har haft en kvinde, og der må være noget bedre." Dette citat opsummerer den Ennui, som mennesker i udviklede samfund i stigende grad viser. Ennui skyldes mangel på aktivitet og spænding. Vi har bekvemmeligheder og faciliteter, som folk selv for 60 år siden ikke kunne få fat i.
I rumkapløbet tidlige dage fascinerede opdagelser menneskeheden. Millioner stillede ind for at se månen lande på sort-hvide fjernsyn - i sig selv en teknologisk bedrift. I dag, med smarte enheder i hver hånd, tror vi, at der ikke er nogen spænding i den størrelsesorden længere. Det er ikke underligt, at nogle spreder historier om, at Jorden er flad.
Konkurrencen om efterforskning og innovation er god, men ikke hvis den kun tjener til at vokse private virksomheders bundlinjer. Især ikke på resten af verdens regning. Der er ingen skade i private virksomheder, der tjener på rumturisme, så længe de bliver ved med at finansiere offentlige videnskabelige opdagelser. Men der skal være grænser for, hvor meget profit og hvor stor skade private rumturisme virksomheder forårsager.
Kunne du lide denne artikel? Skriv en anmeldelse!
Loading...
