Ifølge nyere undersøgelser udført af UNESCO tales der i Italien i dag over tredive dialekter og minoritetssprog.
Nogle af disse dialekter og sprog ligger ret tæt på det moderne standarditaliensk, mens andre har helt særlige træk og karakteristika, ofte påvirket af andre sprog som fransk, spansk, græsk og endda arabisk.
Afhængigt af, hvor i landet man befinder sig, kan man støde på lokale udtryk, ord og skikke, der er tæt forbundet med dialekten – og det udgør uden tvivl en af Italiens største kulturelle rigdomme.
I denne artikel vil vi se nærmere på dialekternes rolle og betydning i italienernes hverdag samt deres dybe indflydelse på lokale traditioner og identitet.
Vigtigheden af dialekterne på den italienske halvø
Det er et spørgsmål, der ofte dukker op, når man taler om Italiens komplekse sproglige landskab.
Italien har bevaret et så stort antal dialekter, fordi landet er en relativt ung nation.
Frem til den endelige samling i 1871 bestod Italien af en lang række uafhængige territorier, som hver især havde deres egne skikke, traditioner, kultur og et særskilt sprog, der blev talt inden for deres grænser.
.
Da landet blev samlet i Kongeriget Italien, opstod behovet for at fastlægge et fælles standardsprog, så de forskellige regioner kunne kommunikere med hinanden.
Man valgte derfor det litterære florentinske sprog, som allerede i århundreder havde haft høj kulturel og litterær prestige, og på dette grundlag blev det standarditaliensk formet, som vi kender og taler i dag.
Tales der stadig dialekter i Italien?
Måske spørger du dig selv, hvor mange der egentlig stadig taler dialekt i dag.
Ifølge Istat taler omkring 50 % af den italienske befolkning stadig en regional dialekt som deres modersmål.
Brugen af dialekt som det eneste sprog er dog faldende, og det ser ud til, at dialekten anvendes oftere blandt personer med lavere uddannelsesniveau.
Desuden tales dialekterne som regel i private sammenhænge – blandt venner og familie – snarere end på arbejdet.
Uden tvivl bruges dialekten for det meste i uformelle sammenhænge, når talerne ønsker at udtrykke sig på en mere afslappet og spontan måde.
Fortrolighed og spontanitet er nemlig to nøglebegreber for at forstå, hvorfor millioner af italienere stadig i dag foretrækker at bruge deres egen dialekt, når de vil udtrykke følelser og tanker på en mere direkte, hurtig og effektiv måde.
Dialekternes udtrykskraft, deres præcise og levende ordforråd samt den følelse af nærhed, de vækker hos dem, der taler dem, gør, at de stadig bruges flittigt – selv i et Italien, der har været forenet i næsten to århundreder og nu er en del af en stærkt globaliseret kulturverden.
Stigmaet omkring dialekter
Desværre er brugen af dialekter og regionale varianter af italiensk ofte – og til dels stadig i dag – blevet mødt med fordomme.
Af sociale prestigegrunde er dialekten, og endda den accent, der forbindes med den, ofte blevet betragtet som “lavstatus”, knyttet til lavere uddannelsesniveau og opfattet som “ubildet” eller “provinsiel”.
Brugen af dialekter blev længe forbundet med landbolivet og med de fattige og økonomisk vanskelige kår, der prægede Italien i tiden efter Anden Verdenskrig – forhold, som hurtigt ændrede sig i takt med det økonomiske boom i 1950’erne og 60’erne.
At kunne tale standarditaliensk er naturligvis en helt afgørende færdighed for alle, der bor i Italien, af åbenlyse kommunikative grunde.
Men det betyder ikke, at dialekterne bør ignoreres eller opgives, som om de blot var et gammeldags kulturelt levn uden relevans i nutiden.
Lad os opdage, hvor meget dialekterne stadig i dag repræsenterer et uundværligt kulturelt og identitetsmæssigt aspekt, når man vil forstå og værdsætte kulturen i Il Bel Paese!
Italienske dialekter: talemåder og ordsprog
Et af de mest karakteristiske og fascinerende træk ved de lokale kulturer og italienske dialekter er uden tvivl talemåderne og ordsprogene. Disse udtryk udgør en uvurderlig og uerstattelig del af den kulturelle arv, fordi de er blevet videregivet fra generation til generation og giver os et levende og farverigt billede af de forskellige lokale og regionale identiteter i landet.
Gennem ordsprog kan vi opdage en hel verden af overbevisninger og skikke, som har præget vores forfædres liv i århundreder, og som heldigvis er blevet bevaret i denne enkle og direkte form.
Den mundtlige kulturarv i Italien er tæt forbundet med halvøens utrolige sproglige mangfoldighed: hver by, hver provins og hver region rummer en rig mundtlig tradition, fuld af originale udtryk og referencer til menneskers daglige liv, skikke og vaner.
Lad os derfor opdage nogle af de mest kendte og betydningsfulde folkelige udtryk i Italien!
Talemåder på milanesisk
- O te mangiet la minestra o te saltet dala finestra (Enten spiser du suppen, eller også springer du ud ad vinduet)
- A Santa Caterina mena la vaca a la casina (På Sankt Katerinas dag vender køerne hjem fra græsning)
- A Milan, anca i moron fann l’uga (I Milano laver selv morbærtræerne druer)
- Quaant se gh’a fam, la puleenta la paar salama (Når man er sulten, smager polenta som salami)
- Padrun cumanda, caval el trota (Herren befaler, hesten traver)
- Nà lavàda, nà sùgàda, la par n'anca duperàda (En vask og en tørring, så ser den næsten ubrugt ud)
Vidste du, at den italienske litteratur rummer en rig dialektal tradition?
Talemåder på romanesco
- Roma è santa, ma er su popolo boja (Rom er hellig, men ikke dens folk)
- Se er vino nu lo reggi, l’uva magnatela a chicchi (Hvis du ikke tåler vin, så spis druerne i stedet)
- Tata e mmamma nun campeno sempre (Barnepigen og moren lever ikke evigt)
- Omo de panza, omo de sostanza (En mand med mave er en mand med indhold)
- In tera de cechi, beato chi c’ha ‘n occhio (I de blindes land er den enøjede velsignet)
- Sparagna, sparagna, arriva er gatto e se lo magna (Spar, spar – så kommer katten og spiser det op)
- Pe conosce bene ‘a famija, prima ‘a madre e poi ‘a fija (Vil du kende familien, så lær først moderen og derefter datteren at kende)
Talemåder på napolitansk
- L’amico è comme’ ‘o ‘mbrello: quannno chiove nun o truove maje (Vennen er som en paraply – du kan aldrig finde ham, når det regner)
- Ntiempo'e tempesta, ogne pertuso è puorte' (I stormvejr er ethvert hul en havn)
- Ogni scarrafone è bello ‘a mamma soja (Hvert kakerlak [grimt barn] er smukt for sin mor)
- Meglio nu ciuccio vivo, ca nu duttore muorto (Bedre en levende æsel end en død læge)
- ‘A lira fa ‘o ricco, a crianza fa o signore (Penge gør én rig, men opdragelse gør én til en herre)
- Chi nasce afflitto more scunzulato (Den, der fødes melankolsk, dør fortvivlet)
Talemåder på siciliansk
- Cu
un fa nentiun sbaglia nenti (Kun den, der intet gør, begår ingen fejl) - Nuddu si pigghia si ‘un si assimigghia (Folk vælger hinanden, fordi de ligner hinanden)
- Di
na rosa nascina spina. Dina spina nascina rosa (Af en rose fødes en torn, af en torn fødes en rose) - Quannu ‘u piru è maturu cari sulu (Når pæren er moden, falder den af sig selv)
- La pignata taliata
un vugghi mai (En gryde, der bliver stirret på, koger aldrig) Servu dautru si fa cu dici lu sigretu chi sa (Den, der afslører sine hemmeligheder, gør sig selv til en andens tjener)
Mad og dialekter: en lang kærlighedshistorie
Uden tvivl er et af de mest karakteristiske og elskede aspekter ved den italienske folkelige kultur maden. Kendt over hele verden for sin mangfoldighed og kreativitet er det italienske køkken et ægte patchwork af lokale og regionale traditioner – som din italiensklærer sikkert kan bekræfte!
I køkkenet udtrykkes en regions kultur på en stærk og meningsfuld måde gennem dens traditioner og skikke – og netop her spiller dialekterne en vigtig rolle, med deres farverige ordforråd og de mange udtryk, der knytter sig til mad og måltider.
Fra Valle d’Aosta til Sardinien, fra Calabrien til Friuli-Venezia Giulia er den italienske madtradition gennemsyret af tusindvis af dialektale vendinger, der afspejler hele den sproglige og kulturelle rigdom i Italien.
Lad os tage Puglia som eksempel – en af de mest elskede og besøgte turist- og madregioner i Italien. Madtraditionen i dette vidunderlige område er kendetegnet ved en stor variation af retter og tilberedninger, ofte ledsaget af tilhørende dialektale udtryk.
Lad os sammen opdage de “originale” navne på nogle af de mest kendte retter fra Puglia:
Typiske retter på pugliesisk dialekt
- la fecàzze (focaccia)
- pàne e pemedòre (brød og tomat)
- strascenàate (orecchiette-pasta)
- gnemarìidde (leverruller, også kaldet torcinelli)
- panzèrotte (panzerotti)
Kendte du dem?
Lad os afslutte vores rejse i de italienske dialekters verden med nogle madrelaterede talemåder på venetiansk:
- Magna e bevi, che la vita xe un lampo. (Spis og drik, for livet er et glimt!)
- Dona bela e vin bon xe i primi che te assa in abandon. (Smukke kvinder og god vin er de første, der forlader dig.)
- Bacalà a ‘la visentina, bon de sera e de matina. (Baccalà alla vicentina – god både morgen og aften!)
Kunne du lide denne artikel? Skriv en anmeldelse!
Loading...
