Hvordan begyndte kvinderne at protestere og opnå deres sociale, økonomiske og politiske rettigheder? I den vestlige historie var kvinderne begrænset til den hjemlige sfære, mens mændene kunne nyde det offentlige liv. Feminismens historie er lige så lang som den vestlige historie.

De bedste undervisere i historie
Frank
5
5 (6 anmeldelser)
Frank
195kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Martin
5
5 (7 anmeldelser)
Martin
150kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Frederik
5
5 (6 anmeldelser)
Frederik
180kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Tobias
5
5 (3 anmeldelser)
Tobias
200kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Emilija
5
5 (2 anmeldelser)
Emilija
100kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Albert
Albert
200kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Sara
Sara
150kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Anders
Anders
160kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Frank
5
5 (6 anmeldelser)
Frank
195kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Martin
5
5 (7 anmeldelser)
Martin
150kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Frederik
5
5 (6 anmeldelser)
Frederik
180kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Tobias
5
5 (3 anmeldelser)
Tobias
200kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Emilija
5
5 (2 anmeldelser)
Emilija
100kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Albert
Albert
200kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Sara
Sara
150kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Anders
Anders
160kr
/t
Gift icon
1. undervisning gratis!
Kom i gang

Den tidlige feminisme

I den antikke verden, i det 3. århundrede f.Kr., er der beviser for en af de første organiserede protester mod kvinders begrænsende status. Romerske kvinder fyldte Capitolinerhøjen og blokerede alle indgange til Forum, hvor konsul Marcus Porcius Cato var stærkt imod ophævelsen af de love, der begrænsede kvinders brug af dyre varer. Oprøret viste sig at være usædvanligt. Desværre var det i det meste af den nedskrevne historie kun nogle få isolerede stemmer, der talte imod kvinders ringere status.

I middelalderen i Europa havde kvinderne ikke ret til at eje ejendom, studere eller deltage i det offentlige liv på nogen form for social, økonomisk eller politisk måde. Kvinderne havde brug for en mandlig repræsentant, det være sig en far, mand, bror, juridisk repræsentant eller endog en søn, for at kunne føre forretninger. Desuden havde kvinder kun ringe eller ingen adgang til uddannelse og var udelukket fra de fleste erhverv. Reproduktion blev betragtet som deres eneste formål.

Det var i det 14. og tidlige 15. århundredes Frankrig, at den første feministiske filosof Christine de Pisan, der var kendt for sine værker om kvinders heltemod og dyd, satte spørgsmålstegn ved kvinders status og vilkår og fremsatte en dristig opfordring til uddannelse af kvinder.

Senere i århundredet udgav den venetianske kvinde Laura Cereta en række breve, der samlede kvinders klager, lige fra nægtelse af uddannelse til undertrykkelse i ægteskabet. Dette var starten på forsvaret af kvinder som en litterær undergenre, hvor nye feministiske forfattere udgav lange lister eller prøver, der samlede kvinders mod og bedrifter. De proklamerede også, at kvinderne ville blive mændenes intellektuelle ligestillede, hvis de blot fik lige adgang til uddannelse.

Et papir med tekst om feminisme
Kvinders rettigheder og ligestilling har været på agendaen i mange år (Kilde: Markus Winkler, Unsplash)

Det er først i det 16. århundrede, at debatten om kvinder nåede England, da pamphletforfattere som Jane Anger og polemikere sluttede sig til kampen og debatten om kvindelighedens sande natur.

På trods af de mange feministiske stemmer i renæssancen var det ikke nok til at danne en sammenhængende filosofi eller bevægelse.

Oplysningstiden i det 18. århundrede

I løbet af oplysningstiden fokuserede filosoffer på og debatterede ulighederne i forbindelse med sociale klasser, frihed og kaste. Filosoffer som Jean-Jacques Rousseau og franske revolutionære, der skrev erklæringen om menneskets og borgerens ret, undlod imidlertid at tage fat på kvinders juridiske status eller endog at betegne dem som "fjollede og useriøse".

Nogle mandlige filosoffer forsvarede dog kvinders rettigheder, f.eks. Jeremy Bentham og Marquis de Condorcet. Begge var ihærdige fortalere for menneskerettigheder, kvinders ligestilling og deres ret til at stemme og deltage i regeringsførelsen, herunder deres deltagelse i det politiske liv og debatter og deres forsvar for kvinders valgret.

Denne periode var præget af sekulære intellektuelle ræsonnementer og filosofiske skrifter, og selv kvindelige intellektuelle begyndte at kræve nye reformer af retorikken om frihed, lighed og naturlige rettigheder, der skulle gælde for begge køn.

Olympe de Gouges udgav endda erklæringen om kvindens og [den kvindelige] borgers ret i 1791 som et svar på den manglende ligestilling for halvdelen af befolkningen og manglende hensyntagen til kvindernes status i erklæringen om mænds og borgernes ret fra 1789. I sin tekst erklærer Olympe, at kvinderne ikke blot er mændenes ligeværdige, men også deres partner.

I 1792 udgav Mary Wollstonecraft "A Vindication of the Right of Woman", hvor hun udfordrer forestillingen om, at kvinder kun eksisterer for at behage mændene. Hun identificerede kvindernes uddannelse og opdragelse, der er dikteret af det mandlige perspektiv, som en af hovedårsagerne til deres begrænsninger. Hun skrev, at hvis kvinder og mænd fik lige muligheder med hensyn til uddannelse, arbejde og politik, ville det bidrage til at standse uligheden mellem kønnene.

Kvinder demonstrerer i gaderne for feminisme
Feminismens historie er lige så lang som menneskets historie, men mange steder kæmper kvinder stadig for deres rettigheder. (Kilde: raquel garcia, Unsplash)

Feminisme i det 19. århundrede

Det 19. århundrede var begyndelsen på stemmerettighedsbevægelsen gennem kvinders meget livlige aktivisme på forskellige fronter i Europa og USA, der resulterede i tre feminisme bølger.

Litteratur

I begyndelsen af det 19. århundrede var billedet af den victorianske kvinde stadig meget dominerende, og ideologien var, at kvinder hørte til i samfundets privatsfære. Det vil sige, at kvinderne udelukkende havde til opgave at tage sig af alt det huslige, som f.eks. husholdningen og børnene. Dette "kvindelige ideal", også kaldet huslighedskulturen, blev typificeret og forkætret i victorianske adfærdsmønstre, men også i litteraturen.

Sideløbende med dette "feminine ideal", der blev skildret i bøgerne, var feminismen stærkt til stede i skønlitterære bøger. Blandt de forfattere, der skildrede kvinders elendighed og frustration, var Jane Austen, Charlotte og Anne Brontë, men også mandlige forfattere anerkendte uretfærdighederne mod kvinder i deres bøger og romaner, f.eks. George Meredith, George Gissing og Thomas Hardy.

I USA huskes John Neal som den første foredragsholder om kvinders rettigheder i Amerika. Han bidrog til forsvaret af kvinders rettigheder gennem sine artikler, romaner, offentlige taler og essays, hvor han erklærede intellektuel lighed mellem mænd og kvinder, krævede valgret, lige løn og bedre uddannelses- og arbejdsvilkår for kvinder. Neals feministiske essays anses for at udfylde det intellektuelle tomrum mellem feministiske forfattere som Mary Wollstonecraft og andre efterfølgere til Seneca Falls forsamlingen som Margaret Fuller eller Sarah Moore Grimké.

Seneca Falls-forsamlingen

Seneca Falls forsamlingen var det første forsamling om kvinders rettigheder. Den blev afholdt i byen Seneca Falls i New York, og kvinderne samledes for at diskutere kvinders sociale, civile og religiøse forhold og rettigheder, blandt andre feministiske idéer.

Denne forsamling var banebrydende inden for kvinders rettighedsdiskussioner og -bevægelser, det samlede kvinder fra forskellige dele af USA, men også fra forskellige dele af verden, som var kommet hele vejen for at deltage. Denne revolutionære forsamling markerede begyndelsen på kampen og kvinders rettighedsbevægelse.

Læs mere om feminismens anden bølge, der fulgte kort efter den første.

Politiske og uddannelsesmæssige reformer

I midten af det 19. århundrede var der ikke mange tegn på ændringer i den politiske eller sociale orden, og der var heller ingen tegn på en genkendelig kvindebevægelse. I mellemtiden blev der lagt større vægt på den kvindelige dyd og rolle, og denne strengere sociale model og adfærdskodeks, der blev pålagt kvinderne, blev beskrevet som indskrænkende og undertrykkende og var det, der til sidst vakte kravet om en kvindebevægelse.

I 1850 mødtes Ladies of Langham Place, herunder Barbara Leigh Smith, Bessie Rayner og Anna Jameson og deres veninder regelmæssigt på Langham Place i London for at diskutere, hvordan kvinderne kunne forenes for at opnå de nødvendige reformer inden for uddannelse, beskæftigelse og ægteskabslovgivning.

Inspireret af Seneca Falls forsamlingen indsamlede de tusindvis af underskrifter for lovgivningsmæssige reformer og andragender i Storbritannien, hvoraf nogle blev en succes. Som f.eks. bestræbelserne på at gennemføre en uddannelsesreform for at give kvinder adgang til en vis uddannelse og senere adgang til universiteterne. Sammen med Emily Davies grundlagde Barbara Leigh Smith den første højere læreanstalt for kvinder, som senere blev til Girton College, Cambridge (1869), Newnham College, Cambridge (1871) og Lady Margaret Hall i Oxford (1879).

På den politiske scene gav kampagnerne kvinderne mulighed for at udtrykke sig og oprette forskellige sociale reformgrupper. Josephine Butlers arbejde viste den potentielle magt, som organiserede kvindegrupper havde. Hun er et eksempel på en karismatisk og naturlig leder, der repræsenterede Ladies National Association for the Repeal of the Contagious Diseases Act i 1869.

Valgret eller den første bølge

Slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede er kendt som feminismens "første bølge" i den engelsktalende verden, som er kendetegnet ved kvinders valgret, kvinders ret til uddannelse, bedre arbejdsvilkår og afskaffelse af kønsnormer.

I USA blev første bølge af feminismen anset for at være afsluttet med vedtagelsen af det nittende tillæg til den amerikanske forfatning (1920), som gav kvinder stemmeret i USA. Bevægelsen for kvinders stemmeret i USA blev indledt i 1869 af Susan B. Anthony og Elizabeth Cady Stanton, som var grundlæggerne af kvinders stemmeret og havde brugt over 30 år på at opfordre kvinder til at protestere i gaderne og opnå kvinders stemmeret.

I Det Forenede Kongerige oprettede The Langham Place Ladies i 1866 en stemmeretskomité, som senere blev omdøbt til London Society for Women's Suffrage i 1867. Gruppen blev meget aktiv og spredte sig over hele landet, de begyndte at rejse andragender og skrive feministiske tidsskriftsartikler, men på trods af kvindernes opbyggede politiske erfaring var der langsomme fremskridt på lokalt plan og ingen udvikling i kvinders stemmeret.

>

Platformen der forbinder undervisere og elever

Første undervisning gratis

Kunne du lide denne artikel? Skriv en anmeldelse!

5,00 (1 anmeldelse(r))
Loading...

Adil

Adil bor i København, hvor hun arbejder som freelanceoversætter og underviser i dansk. Udover dansk taler Adil også engelsk, russisk og tysk. Når Adil ikke arbejder elsker hun at rejse, løbe og dyrke yoga.